I det fynske folks tjeneste

Brugte autodele for 90.000 kr. stjålet

Ved et indbrud hos en autogenbrugsforretning i Nr. Broby lykkedes det tyvene at slippe afsted med værdier for 90.000 kr.

Indbruddet hos Nr. Broby Autogenbrug på Industrivej fandt sted i tidsrummet fra lørdag kl. 16 til søndag 13.30.

Ejeren af virksomheden opdagede indbruddet, da han blev ringet op af politiet i Haderslev. Her havde man fundet en forulykket bil med prøvenummerplader fra Nr. Broby Autogenbrug.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at tyvene havde stjålet en sort Golf 3 og prøvepladerne, som altså senere kørte ind i et vejtræ ved Haderslev.

Derudover var der stjålet 100 brugte katalysatorer, to autoradioer og forskellige andre effekter til en samlet værdi af 90.000 kr.

Den forulykkede bil i Haderslev indeholdt ikke tyvekoster. Derfor formoder politiet, at tyvene har haft mere end et køretøj.

Skulle nogen have oplysninger i sagen, bedes de kontakte Fyns Politi Assens på tlf. 64 71 14 48.