I det fynske folks tjeneste

Brugte biler er billigere på Fyn

Brugte biler er generelt dyrere i Nordsjælland og i Østjylland. De billigste biler finder man på Fyn, Bornholm og i Viborg Amt. Men vi køber bil i nabolaget.

Der er flere tusinde kroner at spare, hvis man kører tværs over landet, inden man køber brugt bil.

Det viser en sammentælling af godt 32.000 brugte mellemklassebiler, som er sat til salg på internetsiden Bilbasen.dk.

Ifølge Ritzaus beregninger er de brugte biler i Nordsjælland i gennemsnit 5000 kroner dyrere end i resten af landet, og i Århus-området koster bilerne cirka 3000 kroner mere end landsgennemsnittet.

I den anden ende af skalaen ligger Bornholm, Fyn og Viborg Amt, hvor man til gengæld kan spare 3000-5000 kroner på den brugte bil.

I beregningen er de billigste og de dyreste biler taget ud, så direktørvognene og de rene skrotbunker ikke forstyrrer billedet.

I klassen fra 25.000 til 150.000 kroner koster gennemsnitsbilen 86.000 kroner.

Den har kørt 140.000 kilometer og er næsten otte år gammel.