Brugte, fynske biler er billige

En prisanalyse viser, at gennemsnitspriserne for brugte biler på Fyn ligger væsentligt under landsgennemsnittet.

Det er BilBasen-Dit Bilmarked, der har foretaget analysen.

Gennemsnitsprisen for en brugt bil på Fyn er på 153.669 kroner, men den på den anden side af Storebælt er på 164.201 kroner. Det samme er tilfældet mod vest over Lillebælt, hvor gennemsnitsprisen i det midt- og sønderjyske er 164.711 kroner.

Bilernes alder er stort set den samme. Mod øst er gennemsnitsalderen på 5,9 år, i Fyn er brugtbilen i gennemsnit seks år gammel, det samme som den er mod vest.

- Det er en opsigtsvækkende analyse. I de 20 år, jeg har haft med bilhandel at gøre, har priserne altid været billigere her på Fyn, så der er dels en historisk forklaring på, at de fynske biler er billigere. Dernæst kigger en bilforhandler altid på, hvad de lokale konkurrenter tager for bilerne, og det er med til at holde priserne nede, forklarer Jan Berg, filialchef hos Autohuset Vestergaard, Ford i Odense, til BilBasen-Dit Bilmarked.

Oversigt

    Oversigt