Brugte skoletasker hjælper udsatte børn

Fynske børn forærer deres skoletasker væk for at hjælpe dårligt stillede børn i Danmark og udlandet.

- Jeg har hørt, at der er nogle fattige børn, som mangler en skoletaske. Og jeg synes, at det er synd.

Sådan sagde 10-årige Liva Hempler fra Næsby, da hun i dag gav afkald på sin farverige skoletaske. Hun er nu én blandt flere fynske børn, der er med til at hjælpe sine udsatte jævnaldrende.

quote Alle skal have en skoletaske, når de skal i skole

Liva Hempler

I et samarbejde med boghandlerkæden Arnold Busck, samler Red Barnet brugte skoletasker ind. De brugte skoletasker bliver solgt videre i Red Barnets børnegenbrugsbutikker, og overskuddet går til dårligt stillede børn både i Danmark og i udlandet.

- Vi er meget stolte over at være med til det her, fortæller Jan Due-Christensen, der er frivillig konsulent i Red Barnet.

- Vi har en lang række fattige familier, hvor det som vi forbinder med et godt børneliv, ikke er en selvfølge.
Og hvor netop det at få en god skoletaske med til skolestart er et stort problem.

Mere end godt

Taskerne kan indleveres i Arnold Busck-butikkerne i Svendborg og Odense, og for hver taske donerer Arnold Busck oveni 25 kroner til Red Barnet. Et godt projekt, siger Simone Larsen fra Arnold Busck.

 
 
Foto: Morten Grundholm

- Det er en enestående mulighed for, at vores medarbejdere og vores kunder kan blive en del af arbejdet med at hjælpe udsatte børn i Danmark, siger Simone Larsen.

Og Liva Hempler fra Næsby var ikke i tvivl om, at hendes brugte skoletaske skulle gives væk.

-  Alle skal have en skoletaske, når de skal i skole. Så går man ikke rundt og tænker, at ”jeg har ingen skoletaske”.

Oversigt

    Oversigt