Brunsviger, udstilling og koncerter: Nu åbner Odeon

Onsdag er der stor åbningsfest på Odenses nye musikhus, Odeon. Fra klokken 12.00 var der brunsviger - naturligvis - til de første 500 gæster.

Efter små tre års byggeproces åbner Odenses nye kultur-, musik- og teaterhus Odeon onsdag dørene for befolkningen.

Det sker med en storstilet åbningsdag, der byder på koncerter, rundvisninger og udstilling, inden dagen sluttes af med en koncert med Burhan G, som bliver den første kunstner, der får lov at optræde i Store Sal i Odeon.

- Det er en festdag. Det er det her, vi har arbejdet på så længe. Så mange håndværkere og så mange i administrationen. Det har været en kæmpe holdindsats, så det er jo bare en festdag. Vi har glædet os helt vildt meget, siger Sara Ekknud, der er kulturchef i Odense Koncerthus og Odeon.

Hun har svært ved at pege på en enkelt ting, som det hun er mest stolt af ved det nye byggeri. 

- Det er det hele. Jeg er stolt af scenen ved indgangen, som jeg synes fungerer så godt, lampen, indretningen, cafeen - og så er jeg bare stolt af, at folk kommer, siger Sara Ekknud.

Med lampen mener hun den enorme  Le Klint-lampe, der hænger i foyeren. 

Det sker på åbningsdagen onsdag den 1. marts:

Manden med nøglen

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), er onsdag middag også mødt op for at deltage i åbningen af byens nye musikhus. 

Borgmesteren har endda fornøjelsen af at være i besiddelse af nøglen, der skal åbne Odeon for borgerne.

- En lille nøgle til et meget stort eventyr. Det er nøglen, der kan åbne Odeon, så vi nu kan få folk ind fra hele Danmark for at benytte det her fantastiske hus, som ikke bare ligger i hjertet af Odense, men også ligger lige midt i Danmark, siger Peter Rahbæk Juel.

Han er stolt af at være med til at åbne Odeon, der har været længe undervejs og skabt stor debat blandt både borgere og politikere.

- Det er fantastisk. Det er en af de dage, jeg vil huske altid. Det var en lang rejse for Odeon, og jeg glæder mig til at se odenseanerne og danskerne tage huset til sig, forklarer Peter Rahbæk Juel, inden han med den lille nøgle i hånden åbner dørene og inviterer fynboerne indenfor. 

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel har netop åbnet dørene, og de allerførste gæster kan træde ind i Odeon.
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel har netop åbnet dørene, og de allerførste gæster kan træde ind i Odeon.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

Begejstrede gæster

Og de fynboer, som onsdag for første gang besøgte Odeon, er meget positive over deres nye musik- og teaterhus.

- Førstehåndsindtrykket er fantastisk. Der er fest og farver, siger Erik Roskjær, der suppleres af sin kone:

- Det er meget lækkert at komme ind i, og vi glæder os, til vi skal begynde at bruge det, siger Pia Roskjær.

Ægteparret er taget fra Haarby på Sydfyn til Odense for at deltage i åbningen. Og selv om der ifølge Pia Roskjær også sker meget i Haarby, så er det i hendes øjne Odense, der er Fyns centrum.

- Vi tager tit herind, når der er events og begivenheder, og jeg tror, det bliver et pragtfuldt sted og en herlig ny måde at se Odense på. 

Oversigt

    Oversigt