Brylle tester nyt Coop-koncept

Coop indleder redningsaktion for Danmarks små butikker med investering på 3-cifret millionbeløb. Første testbutik åbner lørdag og snart åbner helt ny butikskoncept i Brylle på Fyn.

Mange små lokalsamfund, over hele landet, der er i fare for at miste sin dagligvarebutik, får nu forstærkning fra Coop.

Det sker, når Danmarks største kæde af nærbutikker, Dagli'Brugsen, for første gang i sin 23-årige historie præsenterer et helt nyt koncept, der er kædens bud på fremtidens nærbutik.

Den første butik åbner lørdag den 31. januar kl. 10 i Glejbjerg ved Vejen.

Den næste butik er allerede ved at være klar. Det er i Brylle på Fyn, hvor konceptet tilføres et helt nyt element i dansk dagligvarehandel, der netop har til hensigt at binde byen, borgerne og butikken endnu tættere sammen.

- Vi omsætter for omkring otte milliarder kroner i vores 300 butikker, som alle har en stor betydning for de lokalsamfund, hvor de er beliggende. Med udviklingen af fremtidens nærbutik, som vi har arbejdet på de seneste to år, vil vi vise, at vi satser og tror på, at de lokale butikker har en fremtid," siger kædedirektør Jesper K. Andersen, Dagli'Brugsen.

Nyt i fremtidens Dagli'Brugs er, at de lokale varer får en mere fremtrædende placering og kommer til at fylde markant mere.

Der lægges langt mere vægt på inspiration til det daglige måltid, hvor et større udvalg af kød samles med frugt & grønt og vin.

Der etableres et nyt kioskområde med frisk kaffe, sandwich, måltidsløsninger som for eksempel færdige salater, foruden de typiske kioskvarer som aviser, blade, spil og tobak ved indgangen, så det bliver hurtigere at købe disse varer.

Og så indføres der faste lave priser på de varer, kunderne køber dagligt, eksempelvis mælk.

- Man kan sige, vi vender tilbage til vores rødder, hvor Brugsen er det lokale samlingspunkt, stedet hvor byen mødes og butikken, hvor man afsætter og køber sine lokalt producerede varer - og så tilfører vi moderne elementer som convenience varer og coffee to go. Vi tror - modsat mange eksperter - at tiden er rigtig, og flere søger kvaliteten i det nære og lokale, siger Jesper K. Andersen.

Hensigten er, at samtlige 300 butikker over de kommende år skal bygges om til det nye koncept, og der er dermed tale om en investering på et tre-cifret millionbeløb for Coop og de selvstændige brugsforeninger, der ejer butikkerne, hvis de første butikker bliver godt modtaget af kunderne.

Antallet af nærbutikker er styrtdykket over de seneste 40 år og denne udvikling er de seneste år blevet forstærket af ophævelsen af lukkeloven og discountbutikkernes fremmarch.

Det har medført at mange mindre byer i dag ikke har nogen dagligvarebutik.

Med det nye koncept og de betydelige investeringer vil Coop bremse denne udvikling.

Oversigt

    Oversigt