I det fynske folks tjeneste

Bubbas Bar & Natklub lukker

Efter flere møgsager har indehaveren af Bubbas Bar & Natklub i Middelfart, Mike Juhl Jensen, besluttet at lukke etablissementet.

Indehaveren af Bubbas Bar & Natklub, Mike Juhl Jensen, lukker stedet med øjeblikkelig virkning, skriver Fyens Stiftstidende.

Efter flere sager om overtrædelse af restaurationsloven, beskyldninger om salg af lattergas til mindreårige og naboklager om støj trak Bevillingsnævnet i juni den udvidede åbningstid til klokken 05 i weekender tilbage.

Afgørelsen indebar, at Bubbas ikke måtte udskænke stærke drikke efter klokken 02 og skulle lukke klokken 03.

Det skulle gælde til 1. september, hvorefter Mike Juhl Jensen kunne søge om at få natbevillingen tilbage.

Men han har altså besluttet at kaste håndklædet i ringen allerede nu. Ifølge ham har den inddragede natbevilling betydet et tab i omsætning på op til 80 procent hver weekend.

- For folk kommer bare ikke, når de skal stoppe med at drikke kl. 02.00 og forlade stedet når det er ved at være rigtig sjovt kl. 03.00, står der i hans opslag.

Han har forgæves forsøgt at få et tilsagn fra Bevillingsnævnet om, at han vil få natbevillingen tilbage efter 15. september, og usikkerheden om det har gjort udslaget:

- Jeg har ikke en chance for at vide, hvad der er op og ned på sagen, og jeg bliver jo nødt til at kende udsigterne for, om jeg overhovedet får bevillingen tilbage, før jeg tør satse mere! Det er uholdbart for enhver forretningsdrivende, forklarer han på Facebook.

Ifølge Fyens Stiftstidende har han opsagt sin bevilling og trukket sin ansøgning om en ny natbevilling tilbage.