Bubbas lover bevillingsnævnet bod og bedring

Mike Juhl Jensen har afgivet en redegørelse om forholdene på den omstridte Bubbas Bar og Natklub i Middelfart

Ejeren af Bubbas Bar og Natklub i Middelfart, Mike Juhl Jensen, der i øjeblikket er i fare for at miste bevillingen efter en række afsløringer i Fyens Stiftstidende, har nu givet kommunen en redegørelse for de sager, som hans værthus har været involveret i. Bevillingsnævnet havde givet Mike Juhl fire konkrete spørgsmål. Det drejede sig om beskyldningerne om salg af lattergas, salg af spiritus til mindreårige, hændelser med ætsninger i halsen samt og markedsføringen i studenterugen, hvor der blandt blev talt om ufrivillige one-night-stands samt at man som ”aldrende gris” kunne ”duske en studine på bagtrappen”.

Mike Juhl erkender, at der har været solgt lattergas, men siger, at det er et lukket kapitel nu:

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at lattergas tidligere er blevet solgt på adressen, men som I er bekendt med, er det taget af menuen og ikke længere en del af vores menukort, skriver han i den tre sider lange redegørelse, som TV 2/FYN har fået aktindsigt.

Samtidig siger han, at de har udleveret al videoovervågning i forbindelse med de ætsende drikkevarer til politiet. Sagen med ætsningerne kalder han det værste, han har oplevet i sit arbejdsliv.

- Hvorfor skulle jeg komme ætsende indhold i drikkevarerne på det sted, jeg har brugt snart syv år på at opbygge? Aldrig i livet, lyder det blandt andet.

Han siger, at de siden 1. januar sidste år ikke har holdt fester for unge under atten, og han afviser, at deres dørpolitik tillade mindreårige adgang. Dog erkender han, at de har haft mange tilfælde, hvor folk er kommet ind uden om døren.

- Vi har haft adskillige tilfælde, hvor folk er gået ind via vores branddør i gården for at slippe uden om dørmændene og også mange tilfælde, hvor folk kravler op på taget og på den måde er kommet ind i gården til Bubbas. Der har været aftener, hvor de simpelthen har bygget trapper op til taget, som cirka er tre meter højt, skriver han.

For at hindre denne trafik har de haft en dørmand på taget. Han oplyser også, at de har haft problemer med, at gæster har købt samme slags adgangsarmbånd som deres på nettet og dermed også har kunne slippe for at skulle identificere sig i døren.

Mike Juhl Jensen mener, at de mindreårige også er forældrenes ansvar.

- Vi gør alt, hvad vi kan, men de er altså efterhånden ved at være så snu, så vi har lidt af en udfordring, hvad det på det punkt angår, skriver han.

Den aggressive markedsføring vil han ikke lægge helt på hylden, men han mener, at de har afdæmpet den, så han håber, at bevillingsnævnet fremover vil se gennem fingre med, at den kan være lidt ”kæk”.

- Vi skiller os en smule ud fra mængden ved at være banebrydende og prøver at gøre os lidt mere interessante end alle de andre ved at være frisk, lidt kæk, fræk, ungdommelig og bryde konventionerne. Det er udelukkende for at bringe et smil frem på folks læber og give dem lysten til at tage del i vores fest, som i virkeligheden ikke er mere banebrydende eller atypisk end alle andres, skriver han.

Fremtiden for Mike Juhl Jensen og Bubbas Bar og Natklub forventes afgjort sidst i denne måned.

 

 

Oversigt

    Oversigt