Budget med mere end en milliard ekstra i Odense

Torsdag eftermiddag fremlagde Odenses borgmester, Jan Boye et budgetforslag, som indebærer tilførsel af mere end en milliard kroner. De fleste af pengene kommer fra salget af Energi Fyn. 

Energipengene fordeles med 600 millioner kroner til styrkelse af kerneområderne og 250 millioner til byudvikling med henblik på at gennemføre Vision Odense - At Lege er at Leve.

Bla. afsættes 225 millioner kroner til renovering og vedligeholdelse af Odenses skoler, daginsitutioner og plejehjem.

Desuden tilføres der 190 millioner kroner til udbygning af dagpasningsområdet.

De mange penge fra salget af Odense Energi øremærkes dels disse investeringer, samt de meget store byudviklingsprojekter herunder lukningen af Thomas B. Thriges Gade.

Budgettet afsætter 45 millioner kroner til at bygge en cykelarena og en pulje på 100 millioner skal gå til at give Odenses forstæder et løft.

Desuden afsættes 20 millioner kroner til miljøhandlingsplaner og velfærdsteknologi.

Lille pulje store udgifter

På driftssiden afsættes en pulje på 20 millioner kroner til at dække underskuddet på kontoen for anbringelser af udsatte unge, tilføre ekstra kapital til bytrafikken og dække udgifterne efter udbuddet af Infraservice.

Dette punkt kan muligvis give anledning til kritik, da man allerede nu ved, at behovet på de tre områder er langt større.

Udgifterne i forbindelse med Infraservice udgør 15 millioner, anbringelser af børn og unge ventes at koste 45 millioner og bytrafikken får brug for ekstra 24 millioner.

Om det er planen at spare de mange penge på de pågældende forvaltninger eller andre steder, fremgår ikke af pressemeddelelsen, som Borgmester Jan Boye har udsendt.

Oversigt

    Oversigt