Budgetforlig i Assens

Et samlet byråd i Assens indgik tidligt fredag aften budgetforlig. Forliget betyder blandt andet, at der kommer flere kommunale kroner til den lukningstruede attraktion Terrariet.

Flere penge til dyreparker

De vestfynske politikere har nemlig besluttet at sende samlet 500.000 kroner ekstra i årligt driftstilskud til Terrariet og Frydenlund Fuglepark.

- Det er noget vi i den borgerlige lejr har arbejdet meget med, ikke mindst den konservative Truels Schultz, siger viceborgmester Søren Steen Andersen fra Venstre.

Udover det øgede driftstilskud har politikerne også forpligtet sig til at arbejde sammen med Terrariet om at få opgraderet dyreparkens anlæg.

- Jeg er en meget glad og tilfreds mand. Nu tror jeg på, at vi kan få lavet et rigtigt attraktivt anlæg ved Terrariet, så vi får skabt en rigtigt god attraktion, siger formand for Kultur- og fritidsudvalget Truels Schultz.

Skoler får større råderet over pengene

Budgetforligt betyder også, at kommunens skoler nu i højere grad kan overføre ubrugte penge fra et budgetår til et andet. Den såkaldte overførselsret hæves fra to procent til fem procent.

- Det er jeg meget tilfreds med, det er et vigtigt princip at få øget den decentrale indflyselse, siger Søren Steen Andersen.

Læs hele budgetaftalen her

Oversigt

    Oversigt