Budgetforlig i Faaborg Midtfyn

Samtlige partier i Faaborg-Midtfyn kommunalbestyrelse blev fredag aften enige om kommunens budget for de kommende år. Et budget med flere penge til børnehaver, ældrecentre og skoler.

Skatten forbliver uændret og budgettet er i balance, men flere områder får flere penge og anlægsbudgettet de næste fire år er på 483 millioner kroner.

Områder, der får flere penge, er blandt andet:

  • Skolernes ældste årgange
  • Ældrecentre
  • Daginstitutioner

Desuden rummer budgettet udbygning og renovering af Sundskolen i Faaborg og Nordagerskolen i Ringe.

Færre anbringelser af børn

Faaborg-Midtfyn Kommune regner med at spare 15 millioner kroner hvert år fra 2013 til 2016.

Det sker ved at kommunen griber ind tidligt, når der viser sig de mindste tegn i en familie, som kan udvikle sig til alvorlige problemer og ende med tvangsfjernelse af børn.

Når der viser sig sådanne tegn har kommunen en række tilbud til familierne, der kan rette op på situationen uden at anbringelse af børnene bliver nødvendig.

Færre i specialskole

Faaborg-Midtfyn Kommune vil spare 5,5 millioner kroner i 2013 og 2,5 millioner i årene 2014 - 2016 på at færre børn kommer i specialskole.

Istedet bruges pengene på, at gøre almindelige skoler i stand til at håndtere den ekstra indsats, der skal til overfor børn med særlige behov.

Formanden for skolebestyrelsen på Nordagerskolen i Ringe, Martin Nevers, siger, at han anser det for skolens opgave at rumme så mange slags børn som muligt, men det kræver, at de får midlerne til det.

- Vores opgave er nu at holde øje med, at lærerne føler, at de får midlerne til at håndtere børn med særlige behov, og at det ikke ender ud i en sparerunde, siger Martin Nevers.

Borgmester Hans Jørgensen, Soc.dem., fastslår, at der ikke er tale om en sparerunde, og der vil stadig blive sendt børn i specialskole, når det er nødvendigt.

- Men vi ønsker at vurdere hvilken form for undervisning det enkelte barn profiterer mest af, siger Hans Jørgensen.

Læs hele budgettet her

Oversigt

    Oversigt