I det fynske folks tjeneste

Budgettet på plads i Faaborg-Midtfyn

Endnu en fynsk kommune har indgået budget for 2010. Det er byrådspolitikerne i Faaborg-Midtfyn Kommune, som søndag blev enige om et budget.

Alle partier er med i forliget på nær ét enkelt medlem af kommunalbestyrelsen, som er på udlandsrejse.

Med budgettet stiger kommuneskatten 0,3 procentpoint - kommunen har trods regeringens skattestop fået lov til det. Budgettet inkluderer også, at serviceniveauerne på skoler og børnehaver bliver fastholdt. Der er heller ikke lagt op til besparelser på ældreområdet.

Samtidig vil kommunen bruge 45 millioner kroner på en ny indskolingsfløj til Broskolen i Aarslev. Derudover er der i budgettet også sat penge af til at forbedre kommunens idrætshaller.