Pengene på plads: Millioner på vej til plejehjem og børnehaver

Byrådet i Middelfart Kommune indgik søndag et bredt forlig om kommunens budget for 2018. Blandt andet er der flere penge på vej til plejehjem og daginstitutioner.

Som den første fynske kommune indgik et enigt byråd søndag forlig om budgettet for 2018 i Middelfart Kommune. Overskriften for forliget er ifølge forligskredsen selv et løft til den såkaldt borgernære velfærd.

Socialdemokraterne, Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale, Enhedslisten og løsgængeren Svend-Aage Nielsen fandt søndag aften fælles fodslag om de økonomiske rammer for Middelfart Kommune i den nærmeste fremtid.

Samtidig med budgettet for 2018 var der også enighed om bud på, hvordan budgettet for perioden 2019-2021 skal se ud.

Det brede forlig glæder kommunens borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen (S).

- Det er glædeligt, at vi i byrådet har bred opbakning til at fortsætte den stabile udvikling, som kendetegner Middelfart Kommune. Byrådet giver med budgettet et serviceløft på en række områder, der vil kunne mærkes i hverdagen. Der er blandt andet sat flere penge af til børnepasning, skolerne, varm mad og mere rengøring til de ældre, og etablering af et nyt anonymt rådgivningstilbud, hvor udsatte unge, voksne og familier kan henvende sig akut og få hjælp, skriver borgmesteren i en kommentar til forliget.

Bedre varm mad til de ældre

Et af de væsentligste punkter i budgetforliget for 2018 er, at der er afsat flere penge til de ældre. Blandt andet bliver personalenormeringen på kommunens plejehjem øget, så der fremover kan tilberedes varm mad i køkkenerne på plejehjemmene.

Samtidig bliver det sikret, at køkkenfaciliteterne også kan bære, at der nu skal laves varm mad til mange mennesker. 

I budgettet er der også fokus på at forbedre rengøringsstandarden hos de borgere, der får kommunal hjælp til at gøre rent. Som det er nu, bliver der gjort rent hver tredje uge, men i budgettet er der afsat en pulje penge, der skal gøre det muligt i stedet at få rengøring hver anden hos de borgere, der ønsker det.

Også daginstitutionerne og kommunens yngste bliver tilgodeset i budgettet for 2018. Der er afsat en million kroner årligt til at øge antallet af pædagoger i kommunens daginstutioner.

Du kan læse mere detaljeret om budgetforliget på kommunens hjemmeside

Oversigt

    Oversigt