I det fynske folks tjeneste

Bueskydning: Maja Jager har OL-drømme

Den tidligere verdensmester fra Broby viser gode OL-takter og skyder om bronze i World Cuppen i Shanghai.

De danske bueskytter har minimum to medaljer med hjem i kufferten, når de vender fra World Cuppen i Shanghai. Det står klart efter torsdagens skydninger, hvor Maja Jager skød sig i bronzefinalen i kategorien recurve.

Drømmer om OL

Maja Jager skulle bruge den første afdeling af World Cuppen på at se niveauet an hos de øvrige konkurrenter til en OL-billet. Den tidligere danske verdensmester skød sig torsdag i bronzefinalen, og er dermed med i kapløbet om en OL-billet.

- Jeg er glad. Jeg havde ikke forventet, at det skulle gå så godt. Men jeg er vildt glad for at nå frem til at skyde om en medalje. Det er første gang, jeg er nået så langt i en World Cup, siger Maja Jager.

Hun møder koreanske Chaeyun Kim i bronzekampen, som skydes søndag klokken 10:46 dansk tid. Første mulighed for at sikre sig en OL-billet er ved EM i England den 23.-29. maj. Maja Jager var også med til OL i London i 2012 - her fik hun dog ingen medaljer med hjem.

World Cup finalen er i Odense

Fredag jagter Maja Jager og resten af det danske recurve-hold, Randi Degn og Anne Marie Laursen, en plads i holdfinalen – første udfordring er Japan i 1/8-finalen.

World Cuppen afvikles i år over tre runder i tre forskellige lande, inden finalerne til september samler alle de bedste skytter i Kongens Have i hjertet af Odense.

Værtsnationen er sikret én plads i World Cup-finalen i hver kategori, men kan skyde sig til en plads mere.

Ved du noget? Så send os et tip