I det fynske folks tjeneste

Bueskytter: Nu gælder det verdens bedste

maja jager, bueskytte, OL

Maja Jager og resten af det danske bueskyttehold skal efter sejren over Indien op imod Korea, som er favoritter til at vinde OL-guldet.

De danske OL-bueskytter skal op imod Korea i kvartfinalen ved OL, og ifølge landstræner Ole Gammelgaard venter der er hård opgave.

Carina Christiansen, Louise Laursen og Maja Jager skal nemlig op imod det bedste hold i verden efter sejren over Indien søndag formiddag.

- Det er det absolut bedste hold i verden, vi står over for.

- Faktisk har vi fået den hårdeste seedning af alle holdene til OL, selv om vi egentlig skød godt i ranking-runden.

- Det gjorde Indien ikke, men de er altså nummer to på verdensranglisten, så de kan godt skyde med bue.

- Vi startede med at slå verdens nummer to, og så møder vi nummer et bagefter. Korea er absolut storfavoritter, men vi vil gøre, hvad vi kan, siger Ole Gammelgaard, der generelt er tilfreds med indsatsen i sejren på 211-210 over Indien.

- Det var flot og stabilt. Vi var det første hold på banen, så starten var lidt nervøs. Selv om det blev tæt til sidst, så er det godt, at de holdt ved.

- Er det ikke en 12'er, den slags hedder på karakterskalaen, siger landstræneren og fortæller, at målsætningen ved OL allerede er indfriet.

- Vores bedste resultat frem til i dag var en ottendeplads til VM. Nu er vi i top otte her, og vi vil gerne slutte bedre, men vi har nået vores målsætning. Vi vil gerne højere, men det var vores målsætning.

Danmark står over for Korea klokken 16 søndag eftermiddag.

Ved du noget? Så send os et tip