I det fynske folks tjeneste

Bukkehave haler udenrigsministeriet i retten

Firmaet Bukkehave i Svendborg beskylder udenrigsministeriet for at lyve i sagen om kontrakter indgået med Irak i strid mod FNs embargo af Saddam Hussein.

- Vi betaler ikke en krone. Alt hvad vi gjorde blev lagt åbent frem og var godkendt af danske myndigheder og FN, siger commercial manager i Bukkehave Peter Post til epn.dk.

Han tilføjer, at udenrigsministeriet har et hukommelsessvigt, der minder om Tamil-sagen.

Det agter han at bevise i en kommende retssag, skriver erhvervsnyhedsportalen.

Bukkehave A/S står overfor et krav på over 20 millioner kroner i den største af 13 sager om leverancer til Irak, mens landet var underkastet en embargo af FN i Sadam Husseins regeringstid.

Ændrer intet

Vicestatsadvokat Hans Jakob Folker, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, siger til epn.dk, at myndighedernes eventuelle viden om leverancerne ikke ændrer noget.

- Jeg vil ikke procedere sagen i medierne, men vi deler ikke opfattelsen af at myndighedernes viden har betydning for sagerne, siger han.

- For os drejer det sig om, om embargoen blev overtrådt, og i så fald om de pågældende virksomheder har haft fortjeneste på det.

Udenrigsministeriet vil ikke kommentere kritikken.