I det fynske folks tjeneste

Bulldogs henter stor canadisk back

Odense Bulldogs har hentet en forstærkning i form af den 27-årige canadier Brock Beukeboom. Backen kommer fra den ungarske klub Fehérvári Titánok.

Odense Bulldogs forstærker sig med 27-årig canadisk back. Foto: Odense Bulldogs

Torsdag har Odense Bulldogs offentliggjort, at man har skrevet kontrakt med 27-årige Brock Beukeboom. Den canadiske back måler 1,88 meter og har en kampvægt på omkring de 100 kilo.

Og netop fysikken har været en af grundene til, at Brock Beukeboom nu skal slå sine folder i Odense.

- Vi har ved vores planlægning og sammensætning af holdet til den kommende sæson hele tiden vurderet, at der var behov for noget ekstra fysik. Da Brock både kommer med størrelse og fysik samt et, for en back, veludviklet offensivt spil, vurderer vi, at Brock vil blive en væsentlig forstærkning af vores defensiv, siger sportchef Henrik Benjaminsen  i en pressemeddelelse.

Læs også Bulldogs vender kæmpe underskud til overskud

43 point i 51 kampe

Odense Bulldogs måtte efter denne sæson sige farvel til to profiler. Den 24-årige Martin Larsen valgte at stoppe karrieren for at satse på en karriere i Forsvaret. 32-årige Mads Schaarup har ligeledes sagt stop. Han skifter i stedet til et job hos virksomheden Orifarm i Odense. 

Læs også Efter rædselssæson på isen: Markante Bulldogs-profiler stopper karrieren

Afgangen af de to profiler har gjort, Odense Bulldogs har været på udkig efter en fysisk spiller til defensiven. Det siger cheftræner Pelle Svensson i en pressemeddelelse. 

- Med sine 27 år kommer Brock med erfaring, og han vil sammen med Michael Eskesen få en vigtig rolle i vores i øvrigt meget unge backkæder. Jeg har en forventning om, at Brock Beukeboom bliver en af vores ledende spillere i den kommende sæson, siger han. 

Med fra første træning

Brock Beukeboom kommer til fra den ungarske klub Fehérvári Titánok. I den seneste sæson stod backen for hele 43 point i 51 kampe. Han scorede selv 17 mål og lagde op til 26.

Canadieren slutter sig til Odense Bulldogs 1. august, og han kan dermed være med fra første træningsdag, som ligger 5. august. Klubben spiller sin første kamp i sæsonen 10. september mod Sønderjyske.