I det fynske folks tjeneste

Bulldogs-nederlag foran rekordmange tilskuere

Næsten 3.000 tilskuere så fredag aften Odense Bulldogs få sønderjyske klø.

Der var underholdning for alle pengene, da Odense Bulldogs fredag aften tog imod de tredobbelte mestre fra SønderjyskE.

Foran 2.873 tilskuere i Bryggeriet Vestfyen Arena kom Bulldogs dog hurtigt bagud mod de stærke sønderjyder. Allerede efter 70 sekunders spil scorede Scott Campbell sit første af hvad der skulle ende med hele fire mål.

Der var masser af fart over feltet, hvilket hele 62 afslutninger også fortæller. De mange sønderjyskefans var med til at skabe en rigtig god stemning i den fyldte arena, og de syngende og råbende tilskuere i begge ender fik både mange mål og en spændende kamp.

- Det var egentlig en meget god hockeykamp med masser af fart på i begge ender og masser af store chancer til begge hold. En underholdende kamp. Men jeg synes, vi giver lidt for mange ting væk i forsvaret og spilelr ikke helt så godt og så tight, som vi har gjort i en periode, siger Bulldogs-profilen Søren Pedersen ifølge bulldogs.dk.

Bulldogs var bagud 2-3 efter første periode, og fik udlignet efter blot 19 sekunders spil af anden periode, men herefter var Sønderjyske skarpere og hurtigere end de fynske bulldogs.

Med nederlaget ligger det fast, at Bulldogs bliver nummer fem i grundspillet og dermed misser den fjerdeplads, der sikrer hjemmebanefordelen i kvartfinalen.

Umiddelbart ligner det at Bulldogs får fornøjelsen af Herning i kvartfinaleserien, der spilles bedst af syv kampe.

KAMPEN I TAL

Odense Bulldogs – SønderjyskE 3-6 (2-3, 1-2, 0-1)
01:10 0-1 Scott Campbell (ass. Eskildsen, Lee)
04:25 1-1 Sean Wiles (ass. Nettelbladt) PP
07:50 1-2 Thomas Spelling (ass. Lykkeskov, Quirk)
14:36 1-3 Scott Campbell (ass. Lykkeskov, Hölli)
16:52 2-3 Henry Hardarson (ass. Nettelbladt, McDonough)
20:19 3-3 Sean Wiles (ass. McDonough, Hardarson)
31:34 3-4 Scott Campbell (ass. Lykkeskov, Lund) PP
35:46 3-5 Michael Eskesen (ass. Gotto, Lykkeskov)
55:32 3-6 Scott Campbell (ass. Eskesen, Zajac)

Udvisninger:
ODB: 6×2
SE: 2×2

Skudstatistik:
ODB-SE 22-40 (9-15, 6-14, 7-11)

2.873 tilskuere i Bryggeriet Vestfyen Arena (sæsonrekord).

Kilde: bulldogs.dk

Ved du noget? Så send os et tip