Bulldogs sejrede over Cobras

Trods adskillige udvisninger og en træner, der blev smidt ud for at brokke sig, vandt Odense Bulldogs sikkert 6-3 over Nordsjælland Cobras.

Nordsjælland Cobras er ikke det samme hold som tidligere, og Odense var da også nordsjællænderne overlegne, da de tirsdag var på besøg i Hørsholm.

Nordsjælland Cobras har på grund af den økonomiske krise mistet flere af deres udenlandske spillere. Holdet var derfor tirsdag ikke stærkt nok til at slå Odense, selv om Odense blev ramt af adskillige udvisninger. Det skriver Fyens Stiftstidende.

I alt fik Odense ti staffe på to minutter, en ti-minutters og så en matchstraf til Olafur Gunnarsson. Men det stoppede ikke her. Træner Dean Fedorchuck blev så utilfreds med matchstraffen, at han brokkede sig gevaldigt til dommerne. Det resulterede i, at han blev smidt ud og måtte se tredje periode fra tilskuerpladserne.

Odense Bulldogs er nu kun fire point efter Rødovre på tredjepladsen.

Oversigt

    Oversigt