I det fynske folks tjeneste

Bulldogs skriver kontrakt med SDU-studerende wing

23-årige Yannick Vedel skal fremover spille for Odense Bulldogs ved siden af studierne på SDU

Arkivfoto Foto: Henning Bagger / Scanpix

Den 23-årige Yannick Vedel har efter et par ugers try-out skrevet kontrakt med Odense Bulldogs. Det oplyser klubbens hjemmeside.

Yannick Vedel spiller wing og har før været på isen for Gentofte og Herlev. I Odense skal han kombinere ishockeyen med sine studer.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er i Odense, fordi jeg blev optaget på SDU. I de hektiske dage efter min optagelse begyndte jeg hurtigt at blive spændt på muligheden for at tørne ud for Bulldogs. Det er en klub, der traditionelt gør det godt og er med helt i toppen af dansk ishockey, som også var tilfældet sidste år, siger Yannick Vedel.

Spilleren roser klubben for dens modtagelse af ham som ny spiller:

– Drengene i omklædningsrummet har taget supergodt imod mig. Efter bare få dage føltes det, som om jeg havde været med helt fra start og var en del af holdet. Trænerstaben og lederne omkring holder har ligeledes været meget imødekommende.

Formand Henrik Benjaminsen fortæller, at både han trænerne og har været tilfreds med Yannick Vedels arbejde i try-out-perioden.

- Derfor har der ikke været nogen tvivl hos os om, at Yannick skulle fuldende vores trup, så vi nu har 12 forwards på kontrakt. Yannick har igennem de to seneste sæsoner udviklet sig rigtig meget, og vi har forventning om, at han kommer til at fortsætte den udvikling, lyder det fra formanden.

Yannick Vedel får rygnummer 4, og den 8. september får han sin rigtige holddebut, når Bulldogs på hjemmebanen tager imod Aalborg.