Bulldogs smadrede Herlev Eagles

Efter en lidt famlende start fra Odense Bulldogs kom der gang i spillet, der endte med stor udebanesejr til hundene fra Odense.

Odense Bulldogs fik styr på det offensive spil efter en lidt famlende start og sejrede stort.

Et hurtigt Herlev-mål og et indledende pres fra hjemmeholdet satte ellers gang i forhåbningerne hos Herlevs fans tirsdag aften.

Men Bulldogs ville det anderledes og demonstrerede igen, at holdet er knivskarpt på udebane.

Ivan Puncochar bragte Herlev i front i kampens sjette minut, og ørnenes førstekæde pressede hårdt på for at få en 2-0 føring, men Kevin Klein missede en oplagt mulighed.

Bulldogs fik imidlertid vendt skuden indenfor et halvt minuts tid. Først var Jesper Olofsson på pletten med sit ottende mål i otte kampe, og kort efter rettede Mathias Thinnesen med skøjten en god pasning fra Blaz Gregorc ind bag Kim Petersen i Herlev-målet.

De to hurtige scoringer bragte i den grad Bulldogs i førersædet, og den position blev konsolideret med tre scoringer i anden periode.

Tredje periode fik derfor karakter af ren ekspedition, hvor Herlev dog kom lidt bedre med igen.

Men Bulldogs øgede forspringet med 1-6-målet på kontra, hvor en skarp Morten Smedegaard satte fart og med sin tværpasning åbnede til unge Jensen, som ikke svigtede.

Med sejren ligger Odense numer fem i ligaen med 30 point, men der er stadig et stykke vej op til førerfeltet.

Her ligger Frederikshavn, Aalborg og SønderjyskE med 44, 42 og 41 point.

KAMPEN I TAL

Herlev Eagles - Odense Bulldogs 1-6 (1-2, 0-3, 0-1)

05:20 1-0 Ivan Puncochar (ass. Rahbek)

08:21 1-1 Jesper Olofsson (ass. Tarkir, Damgaard)

08:57 1-2 Mathias Thinnesen (ass. Gregorc, Smedegaard)

32:31 1-3 Anders Feddersen (ass. Lacroix, Andreasen)

35:54 1-4 Morten Andreasen (ass. Smedegaard, Moisand)

37:31 1-5 Morten Andreasen (ass. Feddersen, Lacroix)

54:10 1-6 Kristian Jensen (ass. Smedegaard, Gregorc)

Udvisninger:

HRL: 5x2 + 2x5

ODB: 2x2

Game misconduct: Kevin Klein og Holten Møller, Herlev.

Oversigt

    Oversigt