Burgerbar hacket: IT-firma får smørrebrød som tak for hjælpen

Banjo's Grill på Sandhusvej i Odense blev udsat for hackerangreb, så alle ordrer, fakturaer og personlige billeder forsvandt.

For godt en måned siden oplevede Søren Bersang Rasmussen, indehaver af Banjo's Grill i Odense noget usædvanligt. Da han åbnede sin mail, var der en besked i indbakken med titlen "faktura", og den åbnede han.

- Jeg klikker på den, men der står ikke noget. Det hele bliver bare grønt, fortæller Søren Bersang Rasmussen, der overlod det til bogholderiet at finde ud af, hvad mailen gik ud på, for det med computere er ikke grillejerens force.

- Jeg er en idiot til det med computere; jeg har måske sendt 10 mails hele mit liv, siger han.

Alle filer blev krypteret
Men 10 minutter efter, Søren Bersang Rasmussen havde klikket på mailen, poppede der en besked op, der fortalte, at alle filer var krypteret, og han skulle betale løsepenge for at få dem tilbage. Computeren indeholder alle Banjo's ordrer og fakturaer, så det var væsentligt at få dem tilbage.

Men i stedet for at ty til betaling, valgte han at få det odenseanske IT-sikkerhedsfirma Chili Security til at arbejde på at genskabe filerne, uden at han skulle betale hackerne.

- Nu er jeg sådan indstillet, at jeg ikke forhandler med terrorister, så jeg ringede efter hjælp, fortæller Søren Bersang Rasmussen.

Genskabte det meste
Hos Chili Security gik man i gang med at scanne computeren for at lede efter filerne. En process, der godt kan tage lang tid.

- Vi plejer at fortælle vores kunder, at der ikke er garanti for, at alt bliver genskabt, men vi har en ret høj succesrate, siger Michael Hede, der er IT-supporter hos Chili Security.

Efter seks-syv timer, hvor computeren blev scannet for de krypterede filer, gik arbejdet i gang med at få dem genskabt, og det lykkedes at få alle de vigtige fakturaer og kundeordrer genskabt efter cirka 15 timers arbejde. Til stor glæde for Banjo's ejer.

- Jeg er meget taknemmelig. De har virkelig gjort en stor indsats, og 90 procent af mit indhold er blevet reddet. Der mangler nogle billeder, men ellers er alt der, siger Søren Bersang Rasmussen.

Belønning fra burgerbaren
Banjo's Grill er nu kunde hos Chili Security og har tegnet et abonnement, der er væsentlig billigere end de 15.000 kroner, hackerne forlangte for at frigive filerne.

Men Søren Bersang Rasmussen vil gerne kvittere yderligere for hælpen i form af goder fra Banjo's køkken, så i dag er der gratis smørrebrød som tak for god IT-support.

- Jeg er så glad for, at alting virker igen, og så tænke jeg: De skal sgu have 100 stykker smørrebrød, siger Søren Bersang Rasmussen. 

Oversigt

    Oversigt