I det fynske folks tjeneste

Burka-sagen: Hjalp 13-årig fange ud af fængslet?

Vidneudsagn peger nu på, at det ikke var en dame, men en 13-årig pige, der hjalp en 34-årig libaneser ud af Nyborg Statsfængsel.

Retten i Svendborg skal i dag tage stilling til om en mand og en kvinde skal straffes for at hjælpe en 34-årig mand fra Libanon ud fra Nyborg Statsfængsel 6. oktober sidste år.

Men allerede kort inde i retssagen tog sagen en overraskende drejning. Meget tyder nu på, at den tiltalte kvinde ikke har været en del af forbrydelsen. I stedet skulle den tiltalte mands 13-årige datter have været en del af flugten.

Falske papirer

Den 33-årige tiltalte mand erkendte i retten, at han med falske besøgspapirer var gået ind i Nyborg Statsfængsel sammen med sin 13-årige datter.

De udgav sig for at være mand og kone, og afleverede en kjole og et tørklæde til den senere flugtfange. Det er den beklælding, der sagen igennem har været omtalt som en burka.

- Det kom frem i retten, at en 13-årig pige senere på dagen bad om lov til at komme ud af fængslet. Men hun var ikke registreret, og her er det, det kommer frem, at hun er gået med ind, men ikke med ud igen, forklarer TV 2/Fyns reporter Kristian Georgsen fra Retten i Svendborg.

Udeblevet fra retten

Den tiltalte kvinde er ikke mødt op i retten - hun er gravid og i øjeblikket i Libanon. Samme sted forventer man også at flugtfangen befinder sig. Han er efterlyst af Interpol.

Der forventes dom i sagen senere onsdag.

Ved du noget? Så send os et tip