Buschauffør trak tilståelse tilbage

En kvindelig buschauffør trak tirsdag sin tilståelse tilbage af at have begået hensynsløs kørsel, da hun mistede herredømmet over sin bus og dræbte en 17-årig dreng på rutebilstationen i Svendborg i 2007.

Hårfin balance

Det betyder at det, alle havde regnet med skulle afgøres tirsdag som en tilståelsessag nu bliver til en domsmandssag med indkaldelse af domsmænd og vidner, oplyser anklager Klaus Holten Kristensen

Den 40-årige havde ellers tilstået hensynsløs kørsel, da hun på rutebilstationen kørte ind i et busskur med ventende passagerer og fortsatte 17 meter før hun fik stoppet bussen. En 17-årig dreng blev dræbt.

Men hvis hun tilstår blankt, risikerer hun at blive dømt for særligt hensynsløs kørsel. Det indebærer et personligt erstatningsansvar.

Så da moderen til den dræbte 17-årige få dage før tirsdagens retsmøde rejst krav om en erstatning på 100.000 kroner, besluttede kvindens forsvarer at trække tilståelsen tilbage.

Hun står ved hele forløbet, som det er blevet fremstillet hidtil, blot uden en blank tilståelse.

- Vi er ude i en hårfin, juridisk balancegang, siger anklager Klaus Holten Kristensen.

Der skal nu udarbejdes et egentligt anklageskrift, indkaldes domsmænd og nogle af de mere end 20 vidner.

Sagen kommer næppe igang før til april.

Oversigt

    Oversigt