Busserne vender tilbage til banegården

En uge tidligere end ventet åbner Østre Stationsvej igen for normal trafik. Allerede fredag eftermiddag kan bilister igen køre foran banegården.

Hen over weekenden færdiggør Fjernvarme Fyn og Vandcenter Syd gravearbejdet foran Odense Banegård Center, og der er derfor godt nyt til både bilister og pendlere. 

Fredag eftermiddag begynder trafikken igen at rulle på Østre Stationsvej. Odense Letbane skriver i en pressemeddelelse, at senest mandag 24. juli vil trafikforholdene vende tilbage til det normale.

Det betyder også, at busserne fra mandag morgen atter kører til de faste holdepladser fra busterminalen på banegården. 

Gravearbejdet har varet i fire uge og afsluttes en uge før forventet. Det skyldes, at en mindre del af Fjernvarme Fyns arbejde på Østre Stationsvej er blevet udsat.

Dermed skal cyklister, pendlere og bilister om et halvt års tid igen på omveje, hvis de skal forbi banegården. I januar begynder anlægsarbejdet af nye vejbaner, cykelstier og fortove i forbindelse med letbanebyggeriet.  

De fire ugers sommergravearbejde er da også en form for forsmag på, hvordan fremtiden bliver på Østre Stationsvej, når letbanen i 2020 glider på skinner gennem byen. Da vil banegårdens forplads nemlig blive omlagt til letbane- og busholdeplads, og bilerne bliver igen ledt bagom banegården gennem Adamsgade, hvor der i dag er busterminal.

Oversigt

    Oversigt