Butikstyve skal båttes væk

På Fyn vil en handelsstandsforening skræmme butikstyve væk med båthorn. Fem sekunders båt skal advare forretningerne i byen om, at tyve er på spil.

Hvis du en dag kører igennem fynske Aarup og ser alle de forretningsdrivende stå i butiksdørene og båtte med et horn, er det ikke, fordi de er ved at lade op til en fodboldslandskamp i Parken.

Hornet er tværtimod Aarup Handelsstandsforenings nye våben imod et stigende antal tricktyve, som går både efter de handlendes varer og kundernes tegnebøger, skriver Fyens Stiftstidende.

Når de handlende spotter en tricktyv eller anden person med tydeligvis skumle hensigter, skal de stille sig ud i døren og trykke på hornet i fem sekunder. Dermed advarer de deres kolleger om, at der er fare på færde. De andre handlende skal derefter tage deres horn, stille sig ud i butiksdøren og båtte i ét sekund.

Foreningen har tidligere forsøgt sig med en telefonkæde, som hver forretning har fået udleveret, men den virker ikke, for hvis telefonen ringer, skal de ansatte ofte ud i bagbutikken for at tage den, og så er der endnu mere åbent hus for tyvene.

Overvågningskameraer virker heller ikke, for gerningsmændene ved efterhånden, hvordan de skal vende ansigtet, så de ikke bliver synlige, når båndene bagefter bliver kigget igennem.

Oversigt

    Oversigt