I det fynske folks tjeneste

Fynske brande skal slukkes med ny granat

01:38

Beredskab Fyn tester en ny slukningsgranat, der kan bekæmpe brande, og dermed købe værdifuld tid til brandfolkene.

Tanken om brandfolk, der kaster granater ind i brændende huse, lyder paradoksal, men det er ikke desto mindre det, Beredskab Fyn for øjeblikket tester. Der er dog heller ikke tale om krudtgranater, der går af i en stor eksplosion, men derimod granater, der frigiver en masse kemiske partikler, der sænker temperaturen inde i det brændende rum og dermed forsinker brandens udvikling.

Og netop tid er noget af det vigtigste, når flammerne skal slukkes.

 - Tid er fuldstændig afgørende for alt, vi arbejder med i den her branche, fortæller myndighedschef, Gerner Nielsen, Beredskab Fyn:  

- Et minut, 30 sekunder, ti sekunder kan være afgørende. 

Slukningsgranaterne skal testes i Faaborg-Midtfyn-området. Her er det oftest indsatslederen, der kommer først frem til en brand, og i forsøget får indsatslederne nu granater med i bilerne.

- En indsatsleder, der står alene midt ude i ingenting og venter på brandsprøjte, har nu et redskab han kan arbejde med, forklarer Gerner Nielsen.

Beredskab Fyn en ny sammenslutning af de fynske brandberedskaber, og beredskabet er de første i landet til at teste den såkaldte brandgranat.

Slukningsgranaterne fjerner ikke ilten, hvilket kunne være farligt for redningsmandskabet, men binder de såkaldte frie radikaler og køber på den måde tid til, at brandfolkene kan gøre deres arbejde. Granaterne bliver brugt af brandfolk i flere andre lande, men der er første gang at danske brandfolk skal lave forsøg med dem.

Ved du noget? Så send os et tip