Bycykler skal ud i forstæderne

De 120 bycykler i Odense skal ikke længere bare stå parkeret og ubrugte hen i Odense centrum. De Konservative vil have cyklerne ud i forstæderne.

Selvom bycyklerne nu har været på gaderne i Odense i fire år, så er der ikke blevet slidt ret meget på dæk og kæder. En opgørelse viser, at cyklerne i gennemsnit bliver brugt hver 14. dag, og det selvom prisen for brug af en cykel er blevet sat ned en enkelt gang.

- Stativerne står jo kun i centrum, og henvender sig primært til turister og folk i byen. Men afstandene er jo ikke større end at man kan gå i stedet for at betale for brug af en cykel i kort tid, siger Lars Havelund(K), medlem af By- og Kulturudvalget i Odense Kommune.

Derfor skal By- og Kulturforvaltningen nu undersøge om nogle af stativerne kan placeres i forstæderne til Odense. Formålet er at få cyklerne mere brugt.

- Hvis man kan tage en cykel hjem fra arbejde og sætte den i et stativ tæt på sin bopæl, tror jeg, at det vil øge interessen, siger Lars Havelund.

Oversigt

    Oversigt