I det fynske folks tjeneste

Byer forstærker samarbejde om ældre

De ansvarlige for sundheds- og ældreområdet i de såkaldte 6-byer vil forstærke samrbejdet for at kunne leve op til de krav, der stilles til kommunerne som følge af strukturreformen.

Det besluttede politikere fra Esbjerg, Århus, Odense, Randers, Aalborg og København, det såkaldte 6-by-samarbejde, på et møde tirsdag i København.

I fremtiden vil politikere og embedsfolk i de seks kommuner
mødes oftere, og de enkelte kommuner får lederrollen på skift et
halvt år ad gangen.

Bl.a. skal kommunerne samarbejde om rekruttering og
fastholdelse af medarbejdere, sammenhængende patientforløb samt
prisloftet på byggeri af ældreboliger.

Kommunerne ser også et stærkt behov for at der kommer skred i arbejdet med at forenkle reglerne og dokumentationskravene på ældreområdet.

Ikke alene er der bekymring for at der lægges hindringer i vejen for den bedst mulige service. Frustrationer blandt personalet kan gøre det endnu sværere både at rekruttere nye medarbejdere og at fastholde de nuværende.

- Vi ved, at det vigtigste for vores ældre medborgere er, at de bliver mødt med respekt af det personale, de møder i det daglige, og det harmonerer altså ikke med, at medarbejdernes fokus er et helt andet sted end hos den enkelte borger, siger Søren Thorsager (A), rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune.