I det fynske folks tjeneste

Byggeri af Nyt OUH: Italienere har haft svær vej til anti-korruptionsliste

00:17

Foto: Region Syddanmark (Jens Wognsen)

1 af 3

De to italienske firmaer, der skal bygge Nyt OUH, har begge haft usikkerhed om deres placering på de italienske myndigheders anti-korruptionsliste. Det ene blev først optaget på listen i december sidste år, mens det andet ikke har fået sin placering fornyet siden 2014 på grund af langsommelig sagsbehandling.

Det er ikke med stor sikkerhed, at de to italienske firmaer, der skal bygge Nyt OUH, har kunnet dokumentere deres uafhængighed af den italienske mafia, og at de ikke har korruptionsproblemer.

Det er således mindre end to måneder siden, at den italienske virksomhed Itinera blev optaget på de italienske myndigheders hvidliste, som renser firmaet for mistanke om korruption og tilknytning til mafiaen. Indtil da havde optagelsen på listen været over to år undervejs. 

Det andet firma, CMB, står på listen, men placeringen skal fornys hvert år, og det er den ikke blevet siden 2014 på grund af en langsommelig italiensk sagsbehandling. Alligevel har firmaet ret til at stå på listen, så længe fornyelsesprocessen står på.

Sådan blev udbuddet vurderet

De tre bud på blev vurderet ud fra tre kriterier, der blev vægtet forskelligt:
  • Proces og metode: 45 procent
  • Bemanding og organisation: 35 procent
  • Pris: 20 procent

Placeringen på listen var et af de argumenter, Region Syddanmarks politiske top for nylig brugte som modsvar til bekymringer i forbindelse med valget af Itinera og en anden italiensk virksomhed CMB som totalentreprenør på byggeriet af Nyt OUH.

Konsortiet med Itinera og CMB var 435 millioner kroner billigere end det næstbedste tilbud. De to andre konsortier i spil var begge nordiske.

Itinera er også en del af det italienske konsortium, der skal bygge den nye Storstrømsbro. Men underskrivelsen af den kontrakt blev udskudt, fordi Fagbladet 3F kunne afsløre, at de to andre firmaer i konsortiet, Condotte og GLF, ikke står på listen og er under mistanke for korruption.

05:53

Det har ikke været ligetil for to italienske entreprenører, der skal bygge en del af nyt OUH at komme på antimafialisten i Italien.

Luk video

Hvis et firma ikke står opført på hvidlisten, betyder det ikke nødvendigvis, at et det er korrupt eller har mafiarelationer. Men placeringen på listen er bygge- og anlægsvirksomhedernes bevis for, at myndigheder som politi, domstole og skattevæsen har undersøgt dem.

Ikke usædvanligt

I kølvandet på Fagbladet 3F's afsløringer lavede den danske stats advokat, Kammeradvokaten, et notat, der redegør for de tre virksomheder i konsortiet og de igangværende korruptionssager. Heraf fremgår det, at Itinera bekræfter, at firmaets ansøgningsproces varede cirka to år. Det påpeges dog, at det ikke er usædvanligt med lange sagsbehandlingstider i Italien, og at det ikke i sig selv er et tegn på, at der er mistænkelige forhold.

Læs også Italiensk totalentreprenør skal bygge Nyt OUH

Der findes også en anti-mafia database, der ikke kræver ansøgning eller munder ud i et certifikat, og som de undersøgte virksomheder ikke bliver involveret i. Kammeradvokaten har på vegne af Vejdirektoratet søgt om muligheden for at få indblik i de oplysninger, der findes om Itinera og de øvrige Storstrømsentreprenører, men har fået afslag med begrundelsen, at databasen kun er for de italienske myndigheder.

Det vides ikke, om det er disse oplysninger, Region Syddanmark har fået adgang til, men ifølge regionsrådsformand Stephanie Lose (V) har man indhentet en lang række dokumenter for at sikre, at de to italienske firmaer har deres sti ren.

Itinera har lige som de to andre virksomheder indgået kontrakter med den italienske stat i 2017, hvilket kan ses som et indirekte bevis på, at der ikke har været noget at udsætte på dem. Ikke desto mindre er de andre firmaet i Storstrømskonsortiet, Condotte og GLF, altså involveret i retssager om korruption.

Hos CMB har international udviklingschef Barbara Maccioni ikke nogen kommentarer til firmaet placering på hvidlisten. Itinera oplyser i en mail via sin danske advokat, at hvidlisten er et rent italiensk anliggende, som ikke har nogen indflydelse på EU’s udbudslovgivning, Desuden bemærkes det, at sagsbehandlingstiden ofte er meget lang, når et firma skal optages på den. 

Itinera/CMB og Nyt OUH

- Konsortiet Itinera/CMB vandt i december kontrakten til at bygge vidensaksen og behandlings- og sengeafsnittene på Nyt OUH. En kontrakt på 2,8 milliarder kroner.

- Itinera/CMB var 435 millioner kroner billigere end det næstbedste tilbud. Udover italienerne bød MT Højgaard og NCC/Bravida også på opgaven.

-Nyt OUH skal stå færdigt i 2022. 

Ved du noget? Så send os et tip