I det fynske folks tjeneste

Byggeriet af Fyns Ronald McDonald Hus kan gå i gang

Familier til alvorligt syge børn kan fra år 2022 bo i Ronald McDonald Hus, mens deres barn er indlagt på hospitalet. Nu kan byggeriet gå i gang.

På billedet ses en skitse af indgangspartiet til det kommende Ronald McDonald Hus. Kilde: regionsyddanmark.dk

Billedet viser en skitse af indgangspartiet til det kommende Ronald McDonald Hus. Kilde: regionsyddanmark.dk

Familiehuset kommer til at ligge tæt på børneafdelingen ved det nye OUH. Kilde: regionsyddanmark.dk

1 af 3

Byggeriet af Ronald McDonald Hus kan endelig gå i gang.

Familiehuset kommer til at ligge tæt på børneafdelingen ved det nye universitetshospital i Odense. Her kan familier til alvorligt syge børn bo, mens deres børn er indlagt på sygehuset.

- Det kan betyde alverden for en familie, at både forældre og søskende kan bo sammen tæt på det barn, som er indlagt. Og samtidig kan samværet med andre familier i samme situation være med til at hjælpe familierne igennem en svær tid, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) i en pressemeddelelse.

Vi er sikre på, at vi med det nye hus vil medvirke til at lette den svære dagligdag for familier med alvorligt syge børn

Flemming Meyendorff, formand, Ronald McDonald BørneFond

På et regionsrådsmøde den 24. juni blev det godkendt af regionsrådet i Region Syddanmark, at regionen betaler for klargøringen af byggegrunden. Samtidig blev Ronald McDonald BørneFondens forslag til husets udvendige arkitektur godkendt.

- Vi ved, hvor vigtige de pårørende er i behandlingen af en patient. Vi vil meget gerne have, at de er tæt på og en del af processen, ikke mindst når det gælder børn og unge. Derfor er vi utroligt glade for vores samarbejde med Ronald McDonald BørneFond, som gør det muligt at stille en bolig til rådighed for nogle af de familier, som har et barn indlagt i længere tid, siger Stephanie Lose.

Overnatning til de syge børns familier

Forældre har altid mulighed for at overnatte på patientstuen hos sit indlagte barn på det kommende universitetshospital. Familiehuset bliver tilbudt til de familier, der har børn, som er indlagt på sygehuset i længere tid.

Det bliver sygehusets personale, som oplyser familier med langtidsindlagte børn i alderen nul til og med 17 år om, at de har mulighed for at bo i Ronald McDonald Huset. I nogle tilfælde kan sygehuset give lov til, at også barnet bor i huset sammen med familien.

Læs også Tyv stjal penge doneret til alvorligt syge børn på McDonald's

Det bliver det andet Ronald McDonald Hus i Danmark, da det første åbnede i 2002 ved Rigshospitalet i København. Ronald McDonald BørneFonds formand Flemming Meyendorff glæder sig til at komme i gang med byggeriet.

- Vi kan næsten ikke vente på at komme i gang. Vi er sikre på, at vi med det nye hus vil medvirke til at lette den svære dagligdag for familier med alvorligt syge børn, siger han.

Selve familiehuset

Huset kommer til at rumme tolv familieværelser samt fælles faciliteter, som familier med alvorligt syge børn kan benytte.

Fælleskøkken, fælles spisestue og vaskerum og forskellige aktivitetsrum med plads til socialt samvær bliver en del af det kommende familiehus.

Læs også Ny milliardkontrakt til italienere: Men supersygehus bliver ikke helt som planlagt

Alle familierum bliver placeret med udsigt til to regnvandssøer.

- Det er glædeligt, at det er lykkedes at placere familiehuset tæt ved børneafdelingen og samtidig i et grønt område med udsigt til både søer og natur. Det giver familierne mulighed for fred, ro og afslapning i en svær situation, siger Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Anlægs- og innovationsudvalget.

Byggeriet af familiehuset kan begynde, så snart regionen har byggemodnet den 4.000 kvadratmeter store grund. Familiehuset skal stå færdigt i slutningen af 2022 samtidig med Nyt OUH.

Fakta om byggeriet

Ronald McDonald Husets bruttoareal bliver 1.427 kvadratmeter og de enkelte værelser bliver 20-30 kvadratmeter med eget bad og entre. Der vil også være værelser egnet for handicappede.

 

I Ronald McDonald Hus ved Rigshospitalet bor hver familie i gennemsnit 32 dage i familiehuset, og Ronald McDonald BørneFond vurderer, at det cirka bliver det samme i huset ved Nyt OUH.

 

 

Region Syddanmark stiller en byggemodnet grund til rådighed og får derfor en udgift på cirka tre millioner kroner.

 

 

Ronald McDonald BørneFond betaler de øvrige anlægsudgifter, ligesom fonden også betaler for driften af huset. Fonden kan dog opkræve et beløb af gæsterne til dækning af maksimalt 20 procent af driftsudgifterne. Beløbet vil sandsynligvis være på mellem 100-150 kroner pr. nat.

 

 

Region Syddanmarks regionsråd besluttede allerede tilbage i 2011 at takke ja til et tilbud fra Ronald McDonald BørneFond om at bygge et Ronald McDonald Hus tæt ved det nye universitetshospital i Odense (Nyt OUH).