I det fynske folks tjeneste

Byggeriet af sjette spor igang

Igen i år adskiller Vejdirektoratet byggeplads og trafik. I år skal trafikken køre i sydsiden af vejen, mens nordsiden bliver udbygget.

Vejdirektoratet tager onsdag fat på at udvide motorvejen mellem Nørre Aaby og Middelfart med det sjette spor. Arbejdet varer til november.

I 2013 blev det femte spor lavet på sydsiden. Nu kommer turen til nordsiden.

Det betyder, at trafikken fra onsdag morgen bliver ledt ind på fire smalle spor på sydsiden.

Samme metode som i 2013 - bare spejlvendt - gav gode resultater.

Ved på den måde at adskille arbejdsplads og trafik helt, kan arbejdet gennemføres mere effektivt, oplyser Vejdirektoratet.

Det medvirker til, at arbejdet ventes færdigt i november 2014 i stedet for et stykke ind i 2015.

Hastigheden er sat ned til 80 km/t, mens arbejdet står på.

Beredskabsvej til redningskøretøjer

Vejdirektoratet har etableret en beredskabsvej inde på arbejdspladsen, som sikrer, at ambulancer og brandbiler kan nå frem til eventuelle uheld, og at det kan ske hurtigst muligt.

Samtidig gør det, at trafikken hurtigere kan komme igang igen ved kødannelse i tilfælde af uheld.

Når motorvejen bliver taget i brug i november mangler der stadig at lægge det sidste slidlag på vejen.

Det kommer til at ske i forsommeren 2015, men bliver udført om natten uden større gener for trafikken.

Ved du noget? Så send os et tip