I det fynske folks tjeneste

Byggesagsskandalen i Odense afsluttes først i 2019

Odense Kommune har nu gennemgået 72 af 85 byggesager. Ingen borgere er blevet bedt om at rive noget ned.

Ikke før engang i 2019 er Odense Kommune færdig med at gennemgå de 85 byggesager, som blev genåbnet efter muligt embedsmisbrug på kommunens byggesagskontor. 

Det fortæller Odense Kommune i en statusmail til flere medier. 

Kommunen har på nuværende tidspunkt gennemgået 72 af de 85 sager, og Ivan Løvstrup, chef for ledelsessekretariatet i By- og Kulturforvaltningen, skriver følgende: 

"På nuværende tidspunkt har 72 af sagerne gennemgået en fornyet behandling, og vi betragter dem som endeligt afsluttede."

"For langt størstedelen af sagerne har vi kunnet genudstede tilladelserne på baggrund af ansøgningsmaterialet, mens vi for en mindre dels vedkommende har konstateret f.eks. ansøgninger, som ikke var fyldestgørende. Efter fornyet behandling har vi også kunne genudstede tilladelserne til disse sager."

Dermed skal ingen af borgerne i de 72 sager ændre på det byggeplaner, som de har ansøgt kommunen om. 

Læs også Volapyk: Kan du forstå en kommunal dagsorden?

13 byggerier skal besigtiges

I de sidste 13 tilfælde er byggeriet enten helt eller delvist færdigt, og det betyder, at kommunen kan tage ud og se byggerierne for så at konstatere, om alt er gået efter bogen.

Det er dét arbejde, som Odense Kommunes byggesagskontor mangler at lave, og det forventer kommunen at være færdig med i løbet af 2019. 

Ingen nye sager er dukket op

Odense Kommune skriver også, at de ikke har fundet flere end de 85 sager, som de mener skal genåbnes. 

Forvaltningen har ikke kendskab til flere sager, der kan være problematiske. Hvis politiets efterforskning skulle vise, at der er yderligere sager, hvor det er relevant med en gennemgang, vil forvaltningen genåbne disse, skriver Ivan Løvstrup. 

Én blev politianmeldt og yderligere fyret 

Sagen om embedsmisbrug kom frem tirsdag den 22. august 2017, da kommunen selv meldte ud, at en medarbejder fra byggesagskontoret var bortvist med øjeblikkelig virkning på grund af embedsmisbrug. 

Via sit privatejede firma havde medarbejderen ifølge kommunen taget sig betalt for at rådgive og vejlede virksomheder og private. Herefter havde han ifølge kommunen selv i nogle af sagerne foretaget sagsbehandlingen af de efterfølgende ansøgninger. 

Efter bortvisningen af den første medarbejder, fyrede By- og kulturforvaltningen yderligere to ansatte på byggesagskontoret i forbindelse med sagen om embedsmisbrug. I første omgang troede kommunen, at antallet af sager lå på 25, men senere endte det altså med, at der var 85 sager, der skulle undersøges. 

Odense Kommune ønsker ikke at stille op til interview på baggrund af den status, de har sendt. 

Politiet heller ikke færdige

Fyens.dk har været i kontakt med Fyns Politi for at få en status på efterforskningen af sagen. Her oplyser politiet, at sagen stadig efterforskes, og at der endnu ikke er overblik over, hvornår sagen er færdigbehandlet. 

TV 2/Fyn har været i kontakt med den nu politianmeldte tidligere byggesagsbehandler. Han ønsker ikke at kommentere sagen.