I det fynske folks tjeneste

Byplan i Kerteminde til offentlig høring

Foto: Yilmaz Polat/fynske Medier

Der er store planer for havneområdet i Kerteminde, og nu kan borgerne give deres besyv med. Byrådet besluttede efter et møde torsdag at sende et udkast til planen til offentlig høring.

En ny havnepromenade, nye boliger, nye pladser, veje og stier. Det er, hvad beboerne i Kerteminde kan se frem til, hvis en omfattende plan for haveområdet bliver gennemført. Og byrådet besluttede på et møde torsdag, at planen skal i offentlig høring i otte uger. I den forbindelse afholdes der et borgermøde og eventuelt temamøder, byvandringer samt bemandede udstillinger. Borgmester Hans Luunbjerg mener, at planen kan føre meget godt med sig til Kerteminde: 

- Golfbanen Great Northern forventes jo at åbne i juli eller august næste år, og i den forbindelse har mange, både danskere og folk fra hele verden, øjnene rettet mod Kerteminde. Det har de allerede i golfsammenhænge. Men vi skal også kunne imødekomme den øgede interesse med nogle flotte boliger, siger han til TV 2/Fyn. 

Kommunen har taget udgangspunkt i et regneeksempel fra Nyborg kommune, og ud fra dette skønnes det, at kommunen vil øge sine nettoindtægter med 13 mio. kr. om året.

- Hvis vi får en positiv befolkningstilvækst, så bliver der lidt flere penge i kassen, og så kan vi udvide servicen hele vejen rundt. Så det kommer alle til gode, lige fra de forretningsdrivende i gågaden til beboerne langs togbanen i Langeskov, uddyber Hans Luunbjerg.  

Læs også Kerteminde bedst til aktivering på Fyn

Borgmesteren har overvejende fornemmelsen af, at beboerne i Kerteminde er positive over for planen, men han kender dog også til de punkter, hvor de ikke er helt enige med planen.

- Flere mener, at der er for mange boliger indtegnet, men det er også det maksimale, vi har indtegnet. Så det kan godt være, at der bliver lidt færre boliger i den endelige plan, siger han. 

Havneplanen
Planen omfatter 5 områder: Strandkilen, Nordre Havnekaj, Det maritime område, Gavlhuskvarteret og Fjord og bælt. 
Derudover omfatter planen udvikling af 3 nye boligområder med op til 190 nye boliger, butikker, erhverv, hoteller og byferieboliger. Den omfatter nye pladsdannelser, veje og stier samt en ny havnepromenade. Så vil der i følge planen ske en omdannelse af Hindsholmvej til en bygade. Og sidst men ikke mindst vil planen skabe øget vækst og bosætning og nye arbejdspladser, skriver kommunen i en pressemeddelelse. 

Høringsperioden

Høringsperioden strækker sig indtil den 7. november 2016, hvor borgere, organisationer , foreninger mv. kan komme med bemærkninger og synspunkter. Når høringsperioden er afsluttet vil alle bemærkninger og synspunkter blive vurderet og bearbejdet, således at byrådet på mødet den 15. december 2016 kan behandle et forslag til en endelig plan for omdannelse af havnen.

 

Ved du noget? Så send os et tip