Byråd sætter millioner af til mere letbane

Et stort flertal i Odense Byråd går nu videre med etableringen af letbanens etape 2 i Odense. I budgetforliget afsætter de seks partier 38 millioner kroner til en forundersøgelse.

Endnu to år før den første etape af letbanen er færdig, og mens byen er plaget af store udfordringer med fremkommelighed på grund af letbanebyggeriet, sætter et byrådsflertal millioner af til mere letbane.

Ifølge budgetforliget kommer den nye letbane til at gå enten fra Seden til Sukkerkogeriet i Odense Midtby eller fra Seden til Odense Zoo.

Strækningen skal ifølge forligsteksten gå gennem Vollsmose og være med til at udvikle bydelen fra et udsat byområde til en ligeværdig del af Odense, som investorerne kan se muligheder i.

I budgetforliget hedder det om aftalen:

"Anlæggelsen af letbanen gennem Vollsmose som en del af et urbant strøg igennem bydelen vil medvirke til at ændre områdets image og selvforståelse. Igangsættelsen af VVM-undersøgelsen for letbanens linje 2 vil være et betydeligt signal til investorer i forhold til Vollsmose og realiseringen af udviklingsplanen."

Letbanen er afgørende for at skaffe investeringer i Vollsmose, mener borgmester Peter Rahbæk Juel. 

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) mener, at etape to af letbanen er afgørende i forhold til at få investorer til at bruge penge i Vollsmose. 

- Det er rigtig vigtigt. Jeg har ikke haft møde med nogen investorer, der ikke har nævnt letbanen. De siger, letbanen er vigtig, fordi letbanen skaber værdi i de områder, den kommer ind i. Og vi taler altså om investeringer i milliardklassen, der skal ind i overleveringen, siger han. 

Kræver medfinansiering

VVM-undersøgelsen skal efter planen ligge færdig om to år, og først herefter skal byrådet træffe den endelige beslutning, og ikke mindst forhandle med regeringen om at få en medfinansiering af det store anlægsprojekt omkring letbanens etape 2. 

VVM-undersøgelse

"Med en opdateret udredningsrapport og VVM-rapporten i hånden kan byrådet gå i forhandling med regeringen om politisk aftale med med henblik på medfinanseiring og fremsættelse af anlægslov," står der i budgetforliget. 

Sammen med Enhedslisten står Venstre uden for budgetaftalen i Odense. Partiet har for længst meldt ud, at de ikke støtter anlæggelsen af letbanens etape 2.

- Vi mener, at letbanens etape 2 er for dyr, og vi mener ikke, at den kommer til at udvikle Vollsmose i samme grad som det, det koster, siger politisk ordfører Christoffer Lilleholt (V).

Intet besluttet endnu

Konservative bakker op om budgetforliget og dermed teksten om letbanens etape 2. Men det betyder dog ikke, at partiet har taget stilling til, om Odense skal have en ny letbane. 

- Der står ikke noget om, at vi har besluttet at etablere letbanens etape 2, helt i tråd med hvad vi sagde i byrådssalen i går (onsdag, red.), så det er jeg rigtig godt tilfreds med, siger politisk ordfører for Konservative, Kristian Guldfeldt.

Udover de 38 millioner kroner fra Odense Kommune bidrager Transport- og Boligminsteriet med 15 millioner til forundersøgelsen, der altså i alt kommer til at koste 53 millioner kroner. 

Park + Ride + Bike

Udover en forundersøgelse af en ny etape af Odense Letbane er budgetpartierne også enig om at afsætte tre millioner kroner til et såkaldt "Park + Ride + Bike"-anlæg ved Højstrup Station.

Anlægget skal gøre det nemt for besøgende i centrum at parkere deres bil og tage letbanen det sidste stykke ind mod centrum.

SF's Brian Dybro mener, det er vigtigt, at komme i gang med en VVM-undersøgelse så hurtigt som muligt. 

 

Investeringen skal være med til at mindske trængslen i bymidten og øge fremkommeligheden for øvrige bilister.

Oversigt

    Oversigt