Byrådsmedlem kræver redegørelse i sagen om psykisk sårbar pige

Nordfyns borgmester og hele byrådet er meldt til politiet. Nu kræver Rene Lundegaard fra Nye Borgerlige en redegørelse.

Familien til en psykisk sårbar 17-årig pige har meldt Nordfyns borgmester, Morten Andersen (V), og hele byrådet til politiet.

Familien mener, at datteren er blevet svigtet af kommunen, og at de har fået vildledende og forkerte oplysninger fra forskellige instanser. 

Nu kræver byrådsmedlem Rene Lundegaard fra Nye Borgerlige en redegørelse af forløbet fra Børn og Ungeforvaltningen i Nordfyns Kommune. Rene Lundegaard er som medlem af byrådet selv blandt de politianmeldte.

Ifølge TV 2/FYNs oplysninger vil familien blive indkaldt til et møde med borgmesteren som følge af de artikler, TV 2/FYN har bragt den seneste tid.

Moren til den 17-årige psykisk sårbare pige ønsker at være anonym, men forklarer, hvorfor familien har meldt borgmesteren og alle byrådsmedlemmerne til politiet.

- Da vi ikke ad dialogens vej kan komme igennem systemet, har vi som sidste udvej i samarbejde med vores private socialrådgiver valgt at politianmelde byråd, borgmester og de medarbejdere, som vi vurderer har overtrådt straffelovens bestemmelser på området. Det er rigtig ærgerligt, det skulle nå dertil, fortsætter moren.

Hun mener, at Nordfyns Kommune ikke har tilbudt deres datter den behandling, som hun har krav på, ligesom hun mener, at kommunen i flere tilfælde er kommet med usande oplysninger.

I stedet for at tilbyde datteren den rette behandling har kommunen ifølge den psykiatriske skadestue tværtimod iværksat et forløb, som har forværret pigens helbred.

Forældrene har forsøgt at klage til borgmesteren og byrådsmedlemmerne, men har ifølge dem selv ikke modtaget noget svar.

Nordfyn afviser svigt

Nordfyns Kommune har tidligere afvist, at den dengang 16-årige pige ikke har fået den rette behandling.

- Der har været tale om et behandlingsforløb, hvor behandlingen er ophørt på baggrund af ønske fra den unge og forældrene. Tilrettelæggelsen af en kommunal behandling har det formål at støtte børn og forældre, så barnet og forældre hurtigst muligt kommer i en positiv udvikling, lød det fra chef for Børn og Familie, Henrik Jacobsen, Nordfyns Kommune.

Borgmester Morten Andersen ønsker ikke at kommentere sagen over for TV 2/FYN.

 

Oversigt

    Oversigt