Forsvundet Facebook-opslag: Byrådspolitiker raser mod forvaltning

Borgerlige byrådsmedlemmer retter skarp kritik af borgmesterforvaltningen i Odense Kommune efter sag om et forsvundet Facebook-opslag med 134 borgerkommentarer.

Fem dage er gået siden et opslag på mystisk vis forsvandt fra Odense Kommunes Facebook-side. 

Fredag kan Borgmesterforvaltningen i følge en redegørelse om forløbet til byrådet dog ikke svare på, hvorfor eller hvordan det oprindelige opslag er forsvundet. 

- Det er ikke godt nok, lyder det fra det konservative byrådsmedlem i Odense Tommy Hummelmose, der tidligere har kritiseret det nu forsvundne opslag, som skulle skabe debat om fremtidens velfærd i Odense Kommune. 

Det siger redegørelsen:

- Redegørelsen efterlader en række ubesvarede spørgsmål. Hvem slettede de mange kritiske borgerkommentarer? Hvem gav ordre til, at Peter Rahbæks egne papirer skulle bruges til at besvare borgerhenvendelser? Hvordan vil borgmesteren sikre, at tilliden til, at kommunikationsafdelingen optræder politisk neutral bliver genoprettet, skriver han i en mail til TV 2/Fyn. 

Skjulte kommentarer og svarede med borgmesters ord

Det fremgår af kommunens redegørelse, at kommunikationsansatte i mindst et tilfælde har skjult kommentarer på opslaget. Det er "uhensigtsmæssigt", lyder det fra forvaltningens juridiske afdeling:

- Det er tilsvarende Juras vurdering, at beslutningen om at skjule en borgers kommentar, uanset intention hermed, er uhensigtsmæssig og kan komme til at virke som om, at Borgmesterforvaltningen vil redigere i kommentarer, der vises, står der i redegørelsen. 

Når en kommentar skjules på Facebook kan den ifølge det sociale medie kun ses af kommentarens ophavsmand og dennes Facebook-venner. 

I følge stadsdirektør i Odense Kommune, Stefan Birkebjerg Andersen, har Odense Kommune dog ikke noget ønske om at blande sig i bogernes debatter. 

- Jeg kan garantere, at der ikke er noget, der er mere fjernt, end at skulle fjerne kritiske opslag, forklarer han og henviser til kommunens hjemmeside, hvor borgere har mulighed for at diskutere. 

Det fremgår også af redegørelsen ,at en kommunikationsmedarbejder i mindst ét tilfælde har svaret en borger med en formulering, der "kan give usikkerhed omkring, hvem der er afsender af budskabet". 

quote Som borger skal vi altid have tillid til, at vi får et politisk neutralt svar fra en kommune.

Tommy Hummelmose (K), byrådsmedlem, Odense

Formuleringen var en direkte kopi af papirer fra den socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juel. Det er problematisk, da kommunikationen i følge kommunen selv skal fremstå som "partipolitisk neutral". 

Det er også faldet Tommy Hummelmose for brystet.

- Som borger skal vi altid have tillid til, at vi får et politisk neutralt svar fra en kommune. Det siger loven. I redegørelsen er der en meget klar juridisk kritik af, at borgerhenvendelser ikke blev besvaret politisk neutralt, men derimod tog udgangspunkt i borgmester Peter Rahbæks egne papirer, mener han. 

Svaret er i dag fjernet fra Odense Kommunes Facebook-side. 

Odense Kommune har på baggrund af forløbet søgt hjælp hos en ekstern konsulent, forklarer stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen.
Fotograf: Pernille Gram

Hummelmose: Ansvaret ligger hos chefen

Det konservative byrådsmedlem retter samtidig kritik af stabschef Michael Bruhn Frederiksen, der er chef for Transformation og Strategi ved Odense Kommune. 

- Redegørelsen placerer entydigt ansvaret for de mange fejl og den juridiske kritik i Odense Kommunes kommunikationsafdeling under Michael Bruhn Frederiksens ledelse. Michael Bruhn Frederiksen var personligt involveret allerede søndag, hvor der i løbet af dagen blev slettet borgerkommentarer og begået en bunke af øvrige fejl, mener Tommy Hummelmose. 

quote Denne sag giver i hvert fald plads til eftertanke, i hvordan embedsværket ikke skal promovere partipolitiske forslag

Christoffer Lilleholt, politisk ordfører, Venstre, Odense

Det konservative byrådsmedlem bliver bakket op af Venstres politiske ordfører i Odense, Christoffer Lilleholt. 

- Det er bekymrende, at Odense Kommunes kommunikationsafdeling kan lave Facebook-opslag, der er så politiserende, siger han. 

Stadsdirektør og øverste embedsmand i Odense Kommune, Stefan Birkebjerg Andersen, er dog godt tilfreds med sin stabschefs håndtering af sagen.

- Jeg noterer mig med tilfredshed, at så snart Borgmesterforvaltningen opdagede det oprindelige Facebook-opslag, der desværre manglede både nuance og balance, reagerede kontorchef Nanna Lise Vester og stabschef Michael Bruhn Frederiksen hurtigt og korrekt. Opslaget blev tilrettet, så det fremstod både nuanceret og balanceret. Det er jeg tilfreds med, skriver stadsdirektøren i en mail til TV 2/Fyn.

I redegørelsen fremgår det, at Odense Kommune nu har hyret ekstern hjælp til at komme til bunds i sagen, og det bliver til gengæld modtaget med tilfredshed.

- Vi er tilfredse med en ekstern undersøgelse af sagen for at sikre fuldstændig objektivitet og neutralitet i embedsværket. Denne sag giver i hvert fald plads til eftertanke om, hvordan embedsværket ikke skal promovere partipolitiske forslag, mener den politiske ordfører fra Venstre. 

(Tidslinjen er baseret på Odense Kommunes redegørelse om sagen. 

Oversigt

    Oversigt