Er ledelsen uden ansvar for 50-årigs død? Byrådspolitikere tvivler og kræver redegørelse

Odense Kommune har været for hurtig til at konkludere, at ledelsen er frikendt i sag om 50-årig kvindes død på Botilbuddet Fangelvej, mener udvalgsmedlemmer.

Flere byrådspolitikere i Odense er kommet i tvivl om, hvorvidt det alligevel var ledelsens skyld, at en 50-årig kvinde i maj sandsynligvis døde af medicinforgiftning på Botilbuddet Fangelvej i Odense. 

Sagen kostede fire medarbejdere på bostedet jobbet, og yderligere otte fik en skriftlig advarsel. Odense Kommune mener dog ikke, at ledelsen har haft et ansvar. 

- Vi har fået en meget kort orientering og en redegørelse til byrådet. Det er simpelthen ikke nok, siger Kasper Ejlertsen (S), der er medlem af Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune.

Frikendt for hurtigt

Sanne Skougaard Andersen (V), der også er medlem af Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune, mener, kommunen for hurtigt har frikendt ledelsen. 

- Odense Kommune som arbejdsgiver har grebet det fuldstændig forkert an. Uden at kende sagen til bunds - en meget alvorlig og ulykkelig sag - har de været ude alt for hurtigt og placere et ansvar hos medarbejderne. De har været utrolig skråsikre på, at der ledelsesmæssigt slet ikke har været noget galt. Det synes jeg er helt forkert, siger Sanne Skougaard Andersen. 

TV 2/Fyn har i løbet af den forgangne uge sat fokus på sagen.

- De ting, der har været fremme i ugens løb, vidner om, at der også er noget ledelsesmæssigt ansvar, siger Sanne Skougaard Andersen. 

De kræver derfor en redegørelse fra Botilbuddet Fangelvej, som skal slå fast, hvorvidt ledelsen på stedet har haft et ansvar i sagen, som kostede den 50-årige kvinde livet. 

Odenses ældre- handicaprådmand, Søren Windell (K), sagde fredag til TV 2/Fyn, at han imødeser det tilsyn, som Styrelsen for Patientsikkerhed vil lave, så man kan komme til bunds i sagen.

Oversigt

    Oversigt