I det fynske folks tjeneste

Byrådskandidat misbrugte database

01:21

1 af 3

Den socialdemokratiske byrådskandidat i Odense, Martin Rasmussen, er havnet i et stormvejr, efter at han mandag morgen sendte en personlig valg-sms ud til alle medlemmer af HK i Odense.

Martin Rasmussen, der er formand for HK Midt, havde fået de mange mobilnumre fra HKs medlemsdatabase, og sendt ud via nummeret 1919, som normalt bliver brugt til advisering af medlemmerne fra HK.

Men denne gang fik medlemmerne ikke information fra HK, men en opfordring til at stemme personligt på Martin Rasmussen, der er nummer ni på den socialdemokratiske liste i Odense.

- Jeg blev rigtig vred, og tænkte hvor har han mit telefonnummer fra? Jeg synes, at han overtræder intimsfæren, når han sender valgpropaganda ud til min telefon, siger Gitte Reinberg, der er medlem af HK og arbejder på Syddansk Universitet.

Siden sms?en blev sendt afsted har Martin Rasmussens egen telefon ikke stået stille. Han er blevet kimet ned af vrede medlemmer, der er stærkt utilfredse med, at han har brugt fagforeningen til personlig valgpropaganda.

- Jeg har ikke tænkt mig om, og jeg beklager over for alle der har fået sms?en. Det er mig, der har sendt beskeden og ikke HK, men nu kan jeg godt se, at medlemmerne ikke kan skille tingene ad, siger Martin Rasmussen.

Også på Facebook og via mail har HK-medlemmer brokket sig over at modtage valgmateriale på deres telefoner.

- Jeg blev chokeret over at det kunne lade sig gøre, og tænkte slet ikke på forbindelsen til HK, da jeg ikke kender Martin Rasmussen. Jeg tænkte at jeg nok også snart ville modtage sms?ere fra alle de små yderligegående partier, og det skræmmer mig, siger Gitte Reinberg.

Martin Rasmussen håber nu, at sagen ikke har skadet hans valgkamp og hans parti.

- Jeg beklager det overfor HK Midt, som jeg nu har bragt i en uheldig situation og jeg beklager det overfor mit parti, som jeg ikke håber bliver ramt af min fejl i morgen, skriver den socialdemokratiske byrådskandidat på sin Facebook-side.

Ved du noget? Så send os et tip