Café Paraplyen fik ministerbesøg

Efter længere tids ledighed har Ahmed Omaz i dag fast job som rengøringsassistent i et forsikringsselskab. Mandag fortalte han sin historie til beskæftigelsesminister Inger Støjberg, der kom på besøg i Café Paraplyen i Odense.

Ahmed Omaz er bare en ud af mange socialt udsatte som projektet 'Indsats på kanten', de seneste år har hjulpet videre i job eller uddannelse. 

- Det er ikke kun arbejde. Projektet hjælper også socialt, eller hvis man har problemer med sin arbejdsgiver eller med økonomi. Det er gratis rådgivning, fortæller han. 

 Arbejdsmarkedsstyrelsen har i fire år bevilget pengene til projektet. Alene i Odense har projektet gjort 13 mennesker selvforsørgende. Men ved årets udgang er der ikke flere penge i kassen til at hjælpe misbrugere og andre udsatte med uddannelse og jobsøgning. 

Derfor var beskæftigelsesministeren på besøg for at vurdere om Indsats på kanten også skal have penge til næste år.

- Der er ingen tvivl om, at det er et projekt, der betyder meget for mange mennesker. Det kan man se, hvis man tager et kig rundt i cafeen. Jeg kan ikke rejse rundt og love penge, men jeg kan rejse rundt og få et godt indtryk af de ting, der bliver ansøgt om, og jeg må sige, at det her er et meget spændende projekt, sagde Inger Støjberg.

Se Café Paraplyens hjemmeside her

Oversigt

    Oversigt