I det fynske folks tjeneste

Campingkrise: Gæsterne bliver væk

De fynske campingpladser har mistet deres sommergæster til en regntung sommer.

Hasmark Strand Camping er en af de fynske campingpladser, som har manglet gæster i juli. Foto: Morten Grundholm.

Den danske sommer har været hård ved de fynske campingpladser.

De kan allerede nu gøre status over en skuffende højsæson, hvor alt for mange har fravalgt at tilbringe deres ferie som campister.

 - Sammenligner vi med sidste år, så har vi 200 færre gæster hver dag og har på intet tidspunkt haft udsolgt i år. Sidste år havde vi komplet udsolgt i næsten tre uger, fortæller Mette Skifter, Hasmark Strand Camping, til TV2 Fyn.

De manglende gæster kan ikke kun ses på campingpladsen, hvor der er flere tomme pladser. Også på bundlinjen trækker den regntunge sommer dybe spor. Hasmark Strand Camping i Otterup anslås af ejer Mette Skifter for at have mistet en million kroner i år.

Flygter fra strand til by

Det er ikke kun hos Hasmark, gæsterne er blevet hjemme. Svendborg Sund Camping har registreret en nedgang på 13 procent, og hos Lohals Camping på Langeland er der 20 procent færre gæster i år.

- Jeg har ikke et helt præcist tal, men jeg plejer at have ’UDSOLGT’-skiltet ude flere gange henover sommeren, men det har jeg ikke haft i år, siger Jesper Hansen, Vejlby Fed Strand Camping, til TV2 Fyn.

Jeg har ikke et helt præcist tal, men jeg plejer at have ’UDSOLGT’ skiltet ude flere gange henover sommeren, men det har jeg ikke haft i år.

Jesper Hansen, Vejlby Fed Strand Camping

Hos Dansk Camping Union bekræfter man, at de danske campingpladser generelt har været dårligere besøgt – værst er det dog gået udover de campingpladser, der ligger langs kysterne eller i forbindelse med en strand.

Læs også Fynboerne trætte af regnvejr - flygter sydpå fra lufthavnen i Odense

- Vores store campingpladser omkring Odense, Aarhus og København har været fint besøgt i år. Når gæsterne ikke kan bade, så finder de andre ting at lave, og her har de store byer lokket, siger Anne-Vibeke Isaksen, Informationschef hos Dansk Camping Union, til TV2 Fyn.

Der er 57 campingpladser på Fyn og øerne, kun fire af disse er ikke kystnære.

Dansk Camping Union tager det faldende antal gæster meget alvorligt, og Anne-Vibeke Isaksen frygter især for de mindre campingpladser rundt omkring i landet, som kan blive presset af den dårlige højsæson.