Campingplads: Regler hindrer virksomhed i udkanten

Campingpladsen i Bøjden ved Faaborg vil gerne tjene penge og lave arbejdspladser. Men skrappe regler gør ifølge pladsens ejer det umuligt at drive virksomhed i udkantsdanmark.

Der skal flere arbejdspladser i udkantsdanmark. Sådan lyder politikernes budskab gang på gang. Men det er alt for svært at få gennemført, lyder det fra campingpladsejeren.

- Vi føler, at lovgivningen er blevet så stram, at det er blevet svært for os at drive det hverv, som vi har fået lov til at drive i sin tid, siger Per Blaabjerg, der er ejer af CampOne Bøjden Strand.

Siden han og konen overtog campingpladsen i 2003 har de haft over tyve sager, hvor de har følt sig hindret i nye tiltag. For eksempel skulle de flytte en badebro 50 meter, pludselig flytte en bådplads, give et tag en ny farve, og sørge for, at et nybyggeri skulle sænkes halvanden meter, fortæller ejeren.

- Det er bare endnu et tegn på, hvor svært det er at drive virksomhed i udkantsdanmark. Vi kan jo ikke bare flytte vores virksomhed og begynde at producere det samme et andet sted, siger Per Blaabjerg til TV 2/FYN.

Campingpladsen ligger som mange andre pladser ned til vandet. Derfor hører de under Strandbeskyttelsesloven, som tager skærpede hensyn til naturen fra vandkanten og 300 meter ind i landet. Her gælder en forbudszone som holder strandkysten fri.

Hvis man derimod har en campingplads længere inde i landet - fra 300 meter og opefter - gælder andre regler. Her er vi nemlig i den såkaldte Kystnærhedszone. Og her er reglerne mere lempelige, hvilket gør det nemmere at søge dispensationer om diverse erhvervsmæssige tiltag.

Reglerne er først og fremmest til for at beskytte naturen og den danske kystlinje.

I øjeblikket er Per Blaabjerg ved at flytte nogle vejskilte, der har stået der siden 2005. Skiltene står på den forkerte side af en vejbyggelinje.

Se med, når Erling Bonnesen, medlem af Udvalget for Landdistrikter og Øer (V) - og By- Bolig og Landdistriktsminister Carsten Hansen (S) debaterer lovgivningen - på TV 2/FYN klokken 19.30.

Oversigt

    Oversigt