Campingpladser kæmper med planloven: - Vi kan ikke blive ved

Organisation spår vækstpotentiale for fynske campingpladser, men der bliver ingen vækst før planloven lempes, mener Gitte Blaabjerg fra Bøjden Camping.

Gitte Blaabjerg viser rundt på campingområdet ved CampOne Bøjden Strand ved Faaborg. Campingarealerne er tomme nu, men om få dage ruller biler med forårsstemte gæster ind på pladsen.

Påsken er fuldt booket for første gang i lang tid.

quote Det går ikke, at det areal en familie kan leje, ikke er mere end 100 kvadratmeter

Gitte Blaabjerg, CampOne Bøjden Strand

Og de fylder, campinggæsterne. Store biler, familier og telte kan hurtigt fylde på de begrænsede kvadratmeter, der er afsat til hver gæst. Men selvom Gitte Blaabjerg gerne ville ændre på størrelserne, må hun ikke.

- Vi står overfor nogle kæmpe udfordringer på vores campingplads. Enhederne er for små, og vi må ikke udvide på grund af planloven. I vore dage kommer en gennemsnitsfamilie med en campingvogn, der er 5,45 i længden og ikke en Sprite 400, som da jeg var barn. Det har vi ikke plads til, forklarer hun.

BAGGRUND: Hvad er planloven?

Ingen vækst uden plads

Udviklingen i antallet af camping-gæster hos CampOne Bøjden Strand ligger i god tråd med udmeldingerne fra Dansk Kyst- og Naturturisme. Her tror man på, at campingpladserne i Danmark gemmer på uunyttet vækstpotentiale.

Derfor har organisationen lavet en række workshops i samarbejde med Destination Fyn Klyngen. Målet er at hjælpe campingpladser til at udnytte deres potentiale og få del i væksten.

Gitte Blaabjerg var med på første workshop-dag onsdag, men hun savner fokus på planloven.

- Vi mangler nogle værktøjer til at takle planloven, siger hun.

- Vi står overfor noget, vi ikke kan gøre noget ved selv. Vi er nødt til at have et produkt, der tilsvarer det, en gæst i 2017 efterspørger.

Vil ikke åndes i nakken

Ifølge Gitte Blaabjerg er problemet ikke kun, at den moderne campinggæst fylder mere end før i tiden.

De vil også gerne have privatliv.

- Jeg kan godt forstå, at behovet er sådan i dag. Folk vil ikke åndes i nakken af andre gæster.

Flere fynske campingpladser, som TV 2/FYN har talt med i dag, nikker genkendende til problemer med planloven. Det gælder blandt andre Hans Christian Krarup fra Skårupøre Camping.

- Campister er forskrækket over, at der er så kort afstand til hinanden. De vil ud, have det rart og lufte ungerne. Og dér kommer planloven altså ind og spænder ben, fortæller han.

Gitte Blaabjerg spår dystre fremtidsudsigter for CampOne Bøjden Strand, hvis ikke det lykkes at ændre planloven.

- Vi kan ikke blive ved med at følge med i forhold til areal. Vi er med på, at vi nok aldrig kommer til at udvidde med flere hundrede pladser, men det går ikke, at det areal, en familie kan leje, ikke er mere end 100 kvadratmeter, siger hun.

Oversigt

    Oversigt