Campingvogne brændt af

På en indhegnet græsmark på Lunden i Agedrup blev otte campingvogne brændt ned. Politiet er ikke i tvivl om, at branden er påsat.

Klokken 04.36 fik politiet først en anmeldelse om, at 100 campingvogne stod i flammer hos Campingvogne123.dk, der tilbyder opbevaring af folks campingvogne.

- Men så mange var det dog ikke, selvom det var slemt nok, siger vagtchefen fra Fyns Politi.

TV 2/FYN har talt med ejeren af Campingvogne123.dk, Jørgen Jakobsen, der fortæller, at seks campingvogne er totalt udbrændte, mens to andre er brandskadede.

- Jeg er frygtelig ked af det - og forstår det ikke, fortæller han.

Fyns Politi formoder, at der er tale om et indbrud, der har udviklet sig.

- Vi betragter det helt klart som en påsat brand. Der har måske været tale om et indbrud, og så har man brændt det ned, siger vagtchefen.

Campingvogne123.dk har omkring 70 vogne opbevaret på en indhegnet græsmark.

Oversigt

    Oversigt