I det fynske folks tjeneste

Cannes-film sælger ikke i Café Biografen

Danske biografer får ikke mulighed for at lukrere på den aktuelle omtale af filmene i Cannes. Der går i bedste fald flere måneder, før de kommer op herhjemme. Café Biografen i Odense oplever, at ventetiden sænker salget betydeligt.

Søndag udløses spændingen om, hvilken film der belønnes med De Gyldne Palmer ved festivalen i Cannes.

Men at vinde palmer på verdens mest betydende festival betyder ikke automatisk klingende mønt i biografernes kasser. I januar solgte den rumænske "4 måneder, 3 uger og 2 uger" sølle 149 billetter i Café Biografen i Odense.

Ifølge den daglige leder, Ole Nielsen, har biografen ellers en profil, som passer til den slags film, der typisk tager prisen i Cannes.

Hvis den film, der vinder De Gyldne Palmer på søndag, fik premiere herhjemme inden for de næste tre-fire uger, ville det efter hans opfattelse være en klar gevinst for biograferne.

- Så kunne vi udnytte al den omtale, filmene får lige nu. Men som regel går der adskillige måneder, inden vi får tilbudt filmen, siger Ole Nielsen.

Blandt kandidaterne til festivalens fornemste pris nævnes den franske "En julehistorie" med Catherine Deneuve, Clint Eastwoods "Changeling" med Angelina Jolie og den israelske animations- og dokumentarfilm "Waltz with Bashir".