I det fynske folks tjeneste

Carina Christensen forlader Fyn

Forbruger- og familieminister Carina Christensen siger efter al sandsynlighed farvel til sin fynske valgkreds. Det erfarer TV 2/FYN.

Carina Christensen på vej væk fra sin fynske valgkreds.

Den konservative Carina Christensen har repræsenteret Faaborg-Ærø kredsen siden valget i 2001, men fremover skal hun formentlig være folketingskandidat i Jylland.

Hun er topkandidat til at overtage trafikminister Flemming Hansens Vejle-kreds.

Carina Christensen vil ikke kommentere TV 2/FYN's oplysninger, men formanden for Vejle-kredsen, Jørgen Svane Schmidt, bekræfter over for TV 2/FYN, at han har tilbudt kandidaturet til Carina Christensen, og hun har bestemt ikke afvist det. Kredsen holder bestyrelsesmøde onsdag aften med punktet på dagsordenen.

Kvinder forsvinder

Carina Christensens exit fra Fyn er det andet på kort tid fra en kvindelig politisk profil.

Det er kun tre måneder siden, at socialdemokraten Lotte Bundsgaard meddelte, at hun slet ikke stiller op ved næste folketingsvalg. Hun vil i stedet for uddanne sig til journalist. 

Se mere på TV 2/FYN onsdag klokken 19.30.