I det fynske folks tjeneste

Carl Hansen udvider: Køber 37.000 m2

Efter endnu et tilfredsstillende årsregnskab investerer Carl Hansen & Søn i erhvervspark på Fyn på 37.000 kvadratmeter for at imødekomme den stadigt stigende efterspørgsel på alle markeder.

Møbelproducentens årsregnskab viser stadig stigende omsætning for sjette år i træk. Carl Hansen har netop åbnet showroom i Milano og åbner i New York.

Med opkøbet af en fynsk erhvervspark investerer Carl Hansen & Søn markant i yderligere produktionsfaciliteter i Danmark. Virksomheden overtager pr 1. januar 2017 hele erhvervsparken i Gelsted.

Erhvervsparken består af i alt 37.000 kvadratmeter, hvor Carl Hansen & Søn i forvejen råder over to produktionshaller i erhvervsparken.

- Vi har haft produktion i Gelsted i cirka to år, og erhvervsparken tilbyder de bedste betingelser for vores fremtidige udvikling. Det er derfor visionen, at vores samlede produktion skal ligge her i Gelsted. Planen er at flytte vores produktion i Aarup på 6.500 kvadratmeter til Gelsted på længere sigt, siger Knud Erik Hansen, som er indehaver og direktør for Carl Hansen & Søn.  

Af de nyerhvervede produktions-kvadratmeter vil en del af arealet forblive udlejet i en årrække til eksisterende erhvervsformål.

Tilfredsstillende årsregnskab

For sjette år i træk kan Carl Hansen & Søn fremvise solid fremgang. Omsætningen er steget med 28 procent i forhold til seneste regnskab, hvilket er tilfredsstillende. Resultatet før skat stiger med 31 procent og skal ses i forhold til de markante investeringer, som Carl Hansen & Søn har foretaget i 2015. 

- Vi har i løbet af de sidste fem år investeret markant i nye produktionsfaciliteter, salgskanaler og personale. Det har gjort os konkurrencedygtige på verdensplan, og det ser vi i den stadigt stigende omsætning. Med vores nuværende vækstrater er målet om omsætning på 500 mio. kr. i 2017 inden for rækkevidde, siger Knud Erik Hansen

Øger antallet af medarbejdere

Carl Hansen & Søn øger antallet af medarbejdere med 39 ansatte i 2015. De indgår til dels i produktionen, men også stabsfunktionerne er blevet styrket væsentligt.

- Vi er inde i en fantastisk udvikling. Hvert år udvider Carl Hansen & Søn med tocifrede tal på personalesiden - en tendens, vi forventer, vil fortsætte fremover, særligt i produktionen og i det internationale salgskorps. Det er interessant at se tilbage på denne vækst vi har oplevet siden, vi flyttede fra 3.500 kvadratmeter i Odense i 2002 til nu 10 gange større faciliteter i Gelsted. Carl Hansen & Søn er i den grad beviset på, at produktion i Danmark er konkurrencedygtigt, siger direktøren.

70 procent af Carl Hansen & Søns omsætning ligger fortsat på eksportmarkederne.

Forventninger til 2016

Omsætningen i 1. kvt. 2016 lå 22 procent højere end samme periode sidste år, hvilket giver forventninger om en vækst i omsætning i 2016 på 60. mio. til 420 mio. kr.

Overskuddet før skat for 2016 forventes at ligge i omegnen af 25 mio. kr.

For at styrke brandingen yderligere har Carl Hansen & Søn i starten af 2016 udvidet tilstedeværelsen i Bredgade i København og skabt en såkaldt designhub med tre lokationer dedikeret til Carl Hansen & Søns designunivers.

I Milano har Carl Hansen & Søn netop åbnet et nyt showroom, ligesom det planlægges at åbne showroom i New York på en ny adresse i slutningen af 2016

Ved du noget? Så send os et tip