I det fynske folks tjeneste

Carl Holst kritiserer Løkkes burkaudvalg

Carl Holst kritiserer Lars Løkke Rasmussen i burka-sagen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kritiseres nu skarpt af sit eget syddanske og fynske bagland i burkasagen. Det er helt ude af proportioner at nedsætte et udvalg, der skal belyse problematikken med muslimske klædedragter, lyder kritikken.

Én af de skarpeste kritikere er det fremtrædende Venstre-medlem, regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst. Han er også medlem af partiets hovedbestyrelse.

- Jeg tror, at man nogle gange på Christiansborg diskuterer ting, hvor man pisker en stemning op inden for de tykke mure og herefter tror, at det er hele verden. Og så glemmer man verden uden for murene, siger han til TV 2/FYN.

Holst: Kom ud i virkeligheden

Han siger samtidig, at sagen om burkaer og et burkaudvalg er et udtryk for, at "nogen har for meget tid", og han opfordrer politikere på Christiansborg til at "komme ud i virkeligheden".

Carl Holst mener, at det er en "skæv drejning", når man bruger så mange kræfter på et så lille problem i samfundet - og når problemet kan ende i et udvalg.
- Bevar nu proportionerne i dansk politik. Der er fyringer på Lindø-værftet, trafikkøer på motorvejene, bandekriminalitet, skyderier i Vollsmose, og så bruger vi voldsomt meget politisk tid på 75 burkaer. Jeg er ikke en stor tilhænger af burkaer, men lad os nu lige tage fat i de store problemer og så undgå for mange udvalg, lyder det fra ham.

Også Venstres fynske folketingsmedlem, Erling Bonnesen, mener, at sagen ikke burde være endt i et udvalg.
- Jeg havde gerne set, at det have været løst noget hurtigere, erkender han overfor TV 2/FYN.

Tre fynske Venstre-borgmestre fortæller også, at de ikke mener, at Lars Løkke Rasmussen burde have nedsat et burkaudvalg.
- Sagen er alt for lille til det. Det drejer sig om meget få mennesker, siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Bo Andersen, til TV 2/FYN.

Udvalg er syltekrukker

Han fortæller, at de fleste udvalg, der bliver nedsat, er "syltekrukker". Bo Andersens borgmesterkollega i Svendborg Kommune, Lars Erik Hornemann (V), er enig i kritikken:
- Jeg har svært ved at se problemet, og jeg mener ikke, at det er noget, man skal bruge mange kræfter på, fortæller han.

Nordfyns Kommunes borgmester, Bent Dyssemark (V), bakker op:
- Det er en for lille sag til et udvalg. Det er ikke et problem, der optager mig, fortæller han.

TV 2/FYN har talt med lokale Venstre-formand i fire forskellige fynske kommuner, Odense, Middelfart, Nyborg og Svendborg. Alle fire mener, at sagen aldrig burde være endt i et udvalg.
- Jeg synes, der er 100 andre ting at tage sig af. Det er skudt helt forbi, og det er en forkert brug af ressourcer, siger Søren Bøving-Andersen, som er formand for Venstre i Svendborg Kommune.

Sagen har skabt problemer mellem de to regeringspartier, De Konservative, som vil forbyde burkaer, og Venstre, som ikke vil forbyde klædedragten.
- Man forsøger at skyde den her diskussion til hjørnespark, siger Søren Bøving-Andersen om nedsættelsen af udvalget.

Cornelis Teen Veen, formand for Venstre i Odense Kommune, kan heller ikke se idéen i et burkaudvalg:
- Jeg synes ikke, det er nødvendigt med et udvalg. Man burde bare træffe en beslutning. Det er spild af tid og penge, siger han.

Børn- og ungerådmand i Odense, Jane Jegind (V), tror, at sagen er en del af et politisk spil. Hun mener, at De Konservative aldrig burde have stillet forslaget om et forbud, fordi det ikke hjælper i sidste ende. Nu forsøger Venstres top så at hjælpe regeringspartneren ved at lægge sagen over i et udvalg, fortæller hun.
- For mig virker det som om, at man vil hjælpe De Konservative ud af en knibe. Det bedste ville være, hvis De Konservative gik ud og sagde, at her har vi været for langt ude, siger hun til TV 2/FYN.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.