I det fynske folks tjeneste

Carl Holst på kanten

Regionsformand Carl Holst bevæger sig ind i en gråzone, når han lader skatteyderne betale for at komme på kursus i at begå sig i medierne. Sådan lyder det i dag fra flere eksperter, som ikke mener, at det er en offentlig opgave at uddanne politikere.

02:03

Professor i offentlig ret vurderer, at Carl Holst bevæger sig på kanten af loven.

1 af 2

Carl Holst er flasket op med hårdt politisk arbejde - Venstres ungdom, landsformand, amtsborgmester, regionsformand. Åbenbart ikke nok til at klare sig i en hektisk medieverden. Han har netop fået medietræning for 150.000 kroner - betalt af skatteyderne.

- Jeg synes, at medierådgivning er i orden. Også af en Carl Holst, men beløbet er meget stort. Jeg tror, at de kunne have fået relevant medietræning for et meget mindre beløb, vurderer Kaare R. Skou, TV2's politiske kommentator. 

Medietræningen er en speget sag, fordi politikere ikke må modtage medietræning på skatteydernes regning. Men Carl Holst har fået sin medietræning som leder af Region Syddanmark, og så er det fuldt lovligt. 

En gråzone, som giver forklaringsproblemer:

- Det kan det jo, fordi vi ikke kan skelne personen som politiker, hvor det ikke er en offentlig opgave at tage sin uddannelse og så det hverv han betjener som politiker, hvor det jo er i regionens interesse, at han fremstår professionelt. Det har vi ingen chance for at kunne skille ad, forklarer Per Nikolaj Bukh, der er lektor i offentlig ret.

Carl Holst forklarer sig på Tv2/Fyn mandag aften.