I det fynske folks tjeneste

Carl Holst-sag: Politianmeldelse næste skridt

Enhedslisten er klar til at melde Carl Holst til politiet, hvis han ikke giver Statsforvaltningen adgang til alle sine mails - også de private kampagnemails.

Statsforvaltningen har sat en undersøgelse i gang for at finde ud af, om Carl Holst - mens han var regionsrådsformand - har misbrugt offentlige midler til bruge en offentlig ansat (Christian Ingemann) til at føre valgkampagne for ham.

Det sker på baggrund af flere medier - herunder TV 2/Fyn har kunnet afsløre kampagnemails, beskeder og dokumenter, der er skrevet af Christian Ingemann, mens han var ansat i Region Syddanmark.

Derfor bør Statsforvaltningen have adgang til alle mails - også de private kampagnemails for at komme til bunds i sagen, skriver Enhedslisten.

Og hvis Carl Holst ikke gør det, så er Enhedslisten klar med en politianmeldelse.

- Jeg går da ud fra, at Carl Holst vil lade Statsforvaltningen få adgang til disse mails. Han har jo selv sagt, at han er glad for, at sagen nu bliver undersøgt, siger regionsrådsmedlem Vibeke Syppli Enrum, EL.

Hvis Carl Holst ikke tillader Statsforvaltningen at se disse mails, så bliver undersøgelsen af sagen ufuldstændig.

- Og så må der en politianmeldelse af Carl Holst til, enten fra Region Syddanmark eller fra os. For dermed kan Carl Holst ikke længere skjule disse mails, siger Vibeke Syppli Enrum.